Gemt

Jakob Ellemann-Jensen: Jo, det er tid til at handle

Nyhed

06. september 2023

Danske virksomheder skal have bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft, og Danmark skal have flere vækstsættere. Det er regeringen klar til at handle på. Sådan lød det fra vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) på Dansk Erhvervs Årsdag.

Jo, det er tid til at handle.

Sådan indledte vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen sin tale på Dansk Erhvervs Årsdag.

Kort tid forinden havde Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen, i sin åbningstale spurgt politikerne: Skal vi ikke handle på tidens store udfordringer?

Og jo, det skal vi, svarede Jakob Ellemann-Jensen.

”Vi har som regering modet til at træffe de svære beslutninger. Vi afskaffede Store Bededag for at sikre mere arbejdskraft. Vi har en SU-reform på vej. Vi har en skattereform på vej, der kommer til at give skattelettelser. For det skal kunne betale sig at gå på arbejde, og det skal kunne betale sig at stifte og drive virksomhed,” sagde Jakob Ellemann-Jensen og fortsatte:

”Vi skal have mere international arbejdskraft. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en reel udfordring for virksomhederne og for Danmark.”

Vi skal gøre det klogt
Moderator Charlotte Beder spurgte Jakob Ellemann-Jensen, hvad regeringen siger til Dansk Erhvervs forslag om, at det skal være nemmere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

”Har vi brug for mere udenlandsk arbejdskraft? Ja, det har vi. Men vi skal gøre det klogt,” svarede Jakob Ellemann-Jensen.

Samtidig adresserede vicestatsministeren, at Danmark skal have flere iværksættere, der bliver til vækstsættere.

Reformer på vej
Ifølge Jakob Ellemann-Jensen vil regeringen i løbet af efteråret fremlægge nye reformplaner.

”Det handler om skat og løn, det handler om frisættelse, det handler om vækst og grøn omstilling, som er vores generations største politiske udfordring. Og det handler om uddannelse.”

 

Dansk Erhvervs Årsdag 2023