Gemt

Brian Mikkelsen: Vores hjerter græder stadig, men Børsen rejser sig igen!

17. april 2024

I går var en forfærdelig dag. Uendelig trist. Halvdelen af vores kære Børsbygning brændte ned. Vores kulturhistorie stod i flammer. Det er ikke til at bære.

Brand i porten_Asger Ladefoged_Ritzau Scanpix_900 px.jpg

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Børsen er en af Danmarks mest ikoniske bygninger, og den stod foran sin 400-års fødselsdag.

Alle sejl var sat til i forhold til en restaurering og en kæmpe fejring til efteråret på det sted, hvor dansk handel blev startet, og hvor dansk erhvervsliv har sit naturlige samlingspunkt.

For Børsen rummer historien om danske virksomheder, der med arbejdspladser og innovation har været med til at bygge vores velfærdssamfund op.

Derfor kæmpede vi selvfølgelig alt, hvad vi kunne, for at sikre bygningens mange historiske genstande.

Blandet andet det store P.S. Krøyer-maleri fra 1895, der prydede væggen i Børsens bibliotek. Billedet er et gruppeportræt af en lang række børsfolk, som står i Børssalen – blandt andre C.F. Tietgen.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det smerter mig meget at se Børsen, der rummer historie i hvert et træpanel og gelænder, på den her måde.

Derfor er jeg utrolig rørt over den hjælp og alle de beskeder, jeg modtog gennem hele dagen i går og igen i dag - lige fra kongehuset og politikere til organisationer, helt borgere og jer som medlemmer.

Tusind, tusind tak for støtten.

Der er mangt og meget, der skal ordnes i den kommende tid. Men Dansk Erhverv er en stærk organisation, så vi klarer det sammen.

Og som medlemmer skal I ikke være i tvivl om, at I fortsat er vores vigtigste prioritet. Vi er her for at kæmpe for jer og jeres rammevilkår.

Det var vi inden branden, og det er vi efter branden.

På trods af situationen, så kører organisationen videre, så vi kan hjælpe jer. Vi har nedsat en mindre gruppe, der håndterer krisesituationen, alle andre medarbejdere har udelukkende fokus på jer medlemmer.

Så tøv ikke med at række ud. Vi er her, og vi kæmper for jer.

Vores hjerter græder naturligvis stadig. Men Børsen rejser sig igen. Det lover jeg.

Og no matter what kommer vi til at genopbygge Børsen.

Her til morgen kom et lille lys i mørket. En af de fantastiske medarbejdere fra beredskabet overrakte mig toppen af det ikoniske dragespir, som havde overlevet flammerne og det lange fald. Det gav en snert af håb. For det skal igen komme til at pryde vores smukke arbejdsplads og København.

Jeg glæder mig meget til at se jer alle igen.

Tak for støtten, tak for hjælpen.

Venlig hilsen

Brian

#sammenombørsen

Genopførsel af Børsen

Kontakt

Kommunikation & Presse

Tine Østergård Korcyl

Chef for medlemskommunikation