Gemt

Godt nyt til frustrerede virksomheder: Nu bliver det snart nemmere at få en erhvervskonto

22. august 2024

Nyt lovforslag vil gøre det sværere for banker at afvise virksomheder og foreninger, der ønsker en erhvervskonto. Dansk Erhverv bakker op om forslaget, der vil gøre livet lettere for mange virksomheder.

 

Erhvervsministeriet har fremsat et lovforslag, der skal gøre det lettere for virksomheder og foreninger at få en basal erhvervskonto.

Det er svært at drive en virksomhed eller en forening i Danmark uden at have en erhvervskonto, der kan benyttes til fx at sætte kontanter ind, foretage betalinger og overførsler og modtage penge fra det offentlige. Derfor hilser Dansk Erhverv også velkomment, at der findes en løsning.

Lovforslaget betyder blandt andet, at en virksomhed eller forening har ret til en basal erhvervskonto, og at banken kun i særlige situationer må give et afslag. Banken skal begrunde et afslag, og du kan klage over afslaget til et klagenævn, der skal oprettes.

Ændringen træder efter forslaget i kraft den 1. januar 2025 og gælder for pengeinstitutter, der er udpeget som systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) og som i forvejen tilbyder en erhvervskonto til andre virksomheder og foreninger. Det betyder, at det pt. vil være Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord Bank og Arbejdernes Landsbank.

Hvis du som virksomhed eller forening tidligere har fået afslag eller har fået behov for en erhvervskonto, skal du efter 1. januar 2025 – hvis lovforslaget vedtages og træder i kraft som foreslået - gøre følgende:

- Rette henvendelse til den bank, du ønsker at have en erhvervskonto i

- Hvis du får afslag, rette henvendelse til en af de ovennævnte banker (medmindre det er en af dem, du kontaktede først)

- Hvis du fortsat får afslag, skal du sikre dig, at du får en skriftlig begrundelse for afslaget

- Hvis du er uenig i begrundelsen klage til ankenævnet

Dansk Erhverv udarbejder et høringssvar til lovforslaget og kommunikerer om de endelige regler, når de er vedtaget.

Kontakt

Finans & Medier

Poul Dahlgaard

Chefkonsulent
Medarbejderprofil