;
Gemt

Ændringer til udstationeringsloven og udlændingeloven er nu vedtaget

Personale | 6. december 2024

Folketinget har den 28. november 2024 vedtaget lov om ændring af udstationeringsloven og udlændingeloven. Loven får betydning for udenlandske tjenesteydere, som udstationerer tredjelandsstatsborgere til Danmark, og for danske virksomheder, der beskæftiger udenlandsk arbejdskraft.

image5kqdi.png

Dansk Erhverv har tidligere orienteret om de ændringer, som det nu vedtagne lovforslag medfører.

Yderligere krav til oplysninger i RUT ved udstationering af tredjelandsstatsborgere
Lovændringerne betyder, at udenlandske virksomheder, der udstationerer tredjelandsstatsborgere til Danmark i forbindelse med levering af tjenesteydelser, fremover også skal uploade tjenesteydelsesaftalen, ansættelseskontrakter samt opholds- og arbejdstilladelser i RUT. Supplerende oplysninger, som gives til medarbejderen i forbindelse med udstationeringen, fx i en udstationeringsaftale, skal fremover også uploades i RUT.

Fremvisning af legitimation til de danske myndigheder
Herudover skal udenlandske tjenesteydere fremadrettet sikre, at alle beskæftigede på virksomheden samt tjenesteyderen selv kan fremvise gyldig legitimation til Arbejdstilsynet i forbindelse med tilsyn.

Endelig kan Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) under fremtidige kontrolbesøg på virksomheder, som har en udlænding ansat med en opholds- og arbejdstilladelse, anmode de personer, som ved kontrollen vurderes at udføre arbejde i virksomheden, om at fremvise gyldig legitimation.

Ikrafttræden
De nye krav om fremvisning af legitimation til Arbejdstilsynet og SIRI træder i kraft den 1. januar 2025. De skærpede oplysningskrav i RUT træder dog først i kraft den 1. januar 2026.

Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til lovændringerne eller udenlandsk arbejdskraft i øvrigt, kan du kontakte Dansk Erhvervs Hotline på tlf. 3374 6400 eller på e-mail hotline@danskerhverv.dk.

Personalejura