;
Gemt

Hvor meget betyder fleksibilitet i dag på arbejdsmarkedet?

06. december 2024

Fleksibilitet fylder stadig mere på arbejdsmarkedet og bliver i dag ofte betragtet som en naturlig del af arbejdslivet. Vi har talt med Christina Tønnesen, Managing Partner i MENSCH, om, hvordan synet på arbejdstider og -strukturer har ændret sig, og hvilken betydning det har for både medarbejdere og virksomheder. 

Hvor meget betyder fleksibilitet i dag på arbejdsmarkedet? 
Fleksibilitet spiller en afgørende rolle på arbejdsmarkedet i dag og betragtes af mange medarbejdere som en hygiejnefaktor fremfor et ekstraordinært medarbejdergode, fortæller Christina Tønnesen, Managing Partner i MENSCH. Tidligere var arbejdsmarkedet præget af en langt mere konservativ tilgang til arbejdstider og -strukturer, hvor man enten kunne ansættes fuldtid eller deltid, og hvor deltid blev betragtet som delvis ambitiøst. 

"I dag vil dette synspunkt blive betragtet som både forældet og forfejlet. For rigtig mange betyder deltidsarbejde, at en medarbejder også ønsker at prioritere andre livsområder – og det bør vi som arbejdsgiver kunne rumme uden at tolke det som et fravalg af virksomheden, men se det som et valg, der afspejler en bred ambition i livet," forklarer Christina Tønnesen. 

Hun understreger, at fleksibilitet ikke længere alene er noget, som virksomheden kan forvente af medarbejderen, men at det er blevet et gensidigt krav, hvor medarbejdere forventer, at hjemmearbejde, forskudte arbejdstider mm. er naturlige vilkår.

"Fleksibilitet er blevet en vigtig valuta i konkurrencen om de rigtige medarbejdere og en markør for, om en virksomhed er moderne og fremtidsorienteret," siger hun. 

Kan rådgiverbranchen generelt tilbyde et fleksibelt arbejdsliv? 
Christina Tønnesen mener, at rådgiverbranchen i høj grad tilbyder et fleksibelt arbejdsliv. "Udfordringen er dog, at vi ikke altid kan planlægge vores tid 100%, da den i høj grad påvirkes af kundernes deadlines. Men det har samtidig tvunget os til at arbejde meget agilt," forklarer hun. 

“Fleksibiliteten kommer med at vi accepterer, at arbejdslivet til tider blander sig i privatlivets tid, og at privatlivet til tider dermed også blander sig i arbejdslivets tid, så der er balance i tingene” siger Christina Tønnesen. 

Ligeledes beskriver Christina Tønnesen, at kommunikation er det vigtigste værktøj, en leder har til rådighed: "Det handler om dialog, så vi skaber forståelse hos hinanden for både virksomhedens og medarbejderens behov. Derigennem finder vi de gode løsninger.” 

Balancen mellem at stille krav og at komme medarbejdernes forventninger i møde 
"Vi har skullet øve os på at finde den helt rigtige balance i forhold til fx hjemmearbejde, og vi må konstatere, at vi arbejder bedst sammen, når vi ER sammen” fortæller Christina Tønnesen. Hun vurderer, at rigtig mange virksomheder slås med at finde den rigtige balance, hvor fleksibilitet og produktivitet går hånd i hånd. 

"Hjemmearbejde kan være en fordel for den enkelte, men på dagen være en ulempe for resten af teamet," siger hun. Derfor har MENSCH omformuleret deres politik for hjemmearbejde flere gange for at finde de bedste rammer for både hjemmearbejde og samarbejde. 

"Jeg synes, det handler om at kommunikere, at ’ansvar giver frihed’ i stedet for ’frihed under ansvar’. For det er i den rækkefølge, at tingene opstår," understreger hun. 

Konkrete initiativer hos MENSCH 
Christina Tønnesen arbejder i øjeblikket på et oplæg med forskellige prototyper på ansættelsesformer, der går ud over de traditionelle kategorier som "fuldtid" eller "deltid". 
"Ambitionen er, at vi ender med et antal ansættelsesprogrammer, hvor man over tid kan skifte program alt efter, hvor man er i livet," siger hun. 

De foreslåede programmer skal tage højde for forskellige livsfaser: "Det kan være et program til dem, der ønsker at efteruddanne sig, et til dem, der har mindre børn eller syge forældre, et til dem, der dyrker sport på højt niveau, eller et til dem, der vil trappe langsomt ned mod pensionen," afslutter hun. 

Læs også

Kontakt

Rådgivning & Rekruttering

Emilie Kirk Rasmussen

Studentermedhjælper