Gemt

Kæmpe sejr for iværksætterne: Regeringen fjerner skatten fra helvede med tilbagevirkende kraft

03. december 2024

Regeringen fjerner iværksætterskat med tilbagevirkende kraft og sender en stor pose penge tilbage til iværksættere ramt af skatten. Hos stifter af Estaldo, Jakob Neua Nørgaard, vækker det stor glæde, at politikerne har lyttet til iværksætterne og Dansk Erhverv, som længe har kæmpet for at afskaffe skatten.

En stor sejr er landet på iværksætternes bord. Mandag besluttede regeringen nemlig at justere aftale om at fjerne iværksætterskatten, så den nu fjernes med syv års tilbagevirkende kraft.

Og justeringen betyder, at iværksættere, som har betalt milliondyre skatteregninger, nu kan se frem til at få deres penge tilbage.

Det skriver flere politikere på sociale medier – blandt andre Venstres formand, Troels Lund Poulsen, på LinkedIn.

Justering redder iværksættere
Dansk Erhverv har kæmpet længe for at fjerne iværksætterskatten. Derfor vækker det også stor begejstring hos chef for iværksætteri Freja Brandhøj, at skatten fjernes – og nu med tilbagevirkende kraft.

”I Dansk Erhverv er vi ellevilde over ændringen. For det redder iværksættere, som børsnoterede før 2025 og dermed stod til at blive efterladt i flammerne på skatten fra helvede, som var sat til først at gælde fra 2025. Det er helt og aldeles fantastisk, at de iværksættere, der har skabt vækst, innovation og arbejdspladser, nu endelig får den anerkendelse og indrømmelse, de fortjener.”

”I går var en stor dag for Danmarks iværksættere og et bevis på, at man med en bred og intensiv politisk indsats kan gøre en forskel. I dag giver det absolut mening at kæmpe videre for iværksætterne i Danmark,” siger Freja Brandhøj.

Skulle finde 8 millioner på under et år
Iværksætterskatten har tvunget iværksættere til at betale skat af gevinster, de aldrig har tjent – og med store konsekvenser til følge.

Stifter af den digitale ejendomsmæglervirksomhed Estaldo Jakob Neua Nørgaard ér en af dem, der blev ramt af iværksætterskatten. I 2021 skulle han grave knap otte millioner kroner frem på mindre end et år. Det skete, efter han og de øvrige stiftere af Penneo, som han var med til at stifte, sendte softwarevirksomheden på børsen.

Positivt, at regeringen lytter
Men med regeringens beslutning om at justere reglen med tilbagevirkende kraft, skal det nu være slut for iværksætterne at lande i en stor skattefælde de første syv år efter en børsnotering. Og dét glæder Jakob Neua Nørgaard.

Foto: Jonathan Søe

”Det er rigtig glædeligt, at man fra politisk hold har valgt at lytte, finde en løsning, og at den her skat nu kommer tilbage til iværksætterne. Det viser, at regeringen har fokus på iværksætteri og vækst og på, at iværksættere er vigtige for Danmarks fremtid.”

Men Jakob Neua Nørgaard er samtidig ærgerlig over den pris, han og andre iværksættere har måttet betale.

”Rigtig mange er blevet tvunget til at sælge ud af deres livsværk og afgive ejerskab i deres virksomhed for at kunne betale den her skat. Penneo bliver måske solgt nu for 562 millioner kroner. Det ville da være meget rart at have været med på den rejse hele vejen,” siger han.

Store konsekvenser ved skatteregning
Reglen om lagerbeskatning har spændt ben for iværksættervirksomheder som følge af børsnoteringer, stort set siden den blev indført i 2009.

For reglen har betydet, at iværksættere og aktionærer, der ejer under 10 procent, ved årets udgang har måttet betale 22 procent i skat af de værdistigninger, de har opnået på deres børsnoterede aktier. Det har haft store konsekvenser for iværksættervirksomheder, efter de er blevet børsnoterede, fordi kursen på aktierne kan svinge meget.

Og – som Jakob Neua Nørgaard beskriver – har det for nogle iværksættere betydet, at de har været nødt til at afhænde aktier i deres virksomhed for at kunne betale de dyre skatteregninger.

Læs også:

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Freja Brandhøj

Chef for iværksætterpolitik
Kommunikation & Presse

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent