; ;
Gemt

Hvis Lars-Christian Brask havde 90 mandater, ville han sænke selskabsskatten til 15 procent

08. februar 2024

Erhvervsordfører for Liberal Alliance, Lars-Christian Brask, er gået ind i politik for at forbedre rammevilkårene for dansk erhvervsliv. Hans mål for 2024 er at sænke selskabsskatten, og så vil han sortere unødigt bureaukrati fra. For lige så kedeligt, det lyder, lige så vigtigt er det for dansk erhvervsliv, siger han.

Hvad ser du som den vigtigste dagsorden for erhvervslivet i 2024?
Det er at forholde sig til, hvordan økonomien udvikler sig. For i sidste ende er det det, dine kunder forholder sig til – både virksomhederne og slutforbrugeren. Det overordnet sværeste og vigtigste at være forandringsvillig omkring er, hvis økonomien forværres. Og det er jo allerede blevet sværere at låne penge til ekspansion. Det er i hvert fald blevet dyrere. Inflationen gør også, at råvarer og komponenter er blevet dyrere. Så det skal virksomhederne også tænke på.

Hvad ser du som den største udfordring for danske virksomheder i 2024?
Den største udfordring er, at vi har en økonomi, der er aftagende – at vi måske endda kan ende i en recession. Det er noget, virksomhederne skal være opmærksomme på, for det ændrer markedsforholdene. En anden ting er, at der stadigvæk er mangel på arbejdskraft, og derfor kan der være et behov for at hente arbejdskraft udenfor EU.

Og så er forsyningskæderne blevet en stor geopolitisk udfordring. Hvis du kigger på dem, der er afhængige af Kina, så så vi jo, hvad der skete med Rusland og Ukraine, og hvordan det påvirkede virksomhederne. Og hvis Kina går ind i Taiwan, så vil det for eksempel være svært at få en mikrochip til en kaffemaskine. For skal vi så blokere for Kina? Men hvad så, hvis du er høreapparatproducent, og du får dine komponenter fra en producent i Kina – kan det have en indflydelse på din evne til at overleve? Skal du flytte produktionen til Vietnam eller Portugal? Det er sådan nogle udfordringer, der ligger på virksomhedsledernes bord lige nu.

Hvad ser du som den største mulighed for danske virksomheder i 2024?
Det er helt overordnet, at vi forbedrer rammevilkårene for dansk erhvervsliv. Det, der nok kommer til at fylde allermest i det her folketingsår, er iværksætterplanen, for den kommer forhåbentligt også til at italesætte nogle af rammevilkårene for virksomheder generelt. Vi skal forenkle regler og sortere unødigt bureaukrati ud. Lige så kedeligt, det lyder, lige så sindssygt vigtigt er det for de vilkår, vi giver til dansk erhvervsliv. Og noget af det, vi hører fra iværksætterne – men også fra SMV’erne – er, at bureaukratiet forhindrer deres vækst.

I erhvervsudvalget har vi nedsat en gruppe, der skal kigge på unødvendige regler, som hindrer og ikke skaber fremdrift for virksomhederne. Her arbejder vi på, hvad vi kan ændre for at gøre det lettere at være virksomhed i Danmark. Det kommer vi formentlig med et udspil på til sommer.

Hvad vil du gerne måles på som erhvervsordfører om et år? 
Når jeg er gået ind i politik og kommer med den baggrund, jeg kommer med, så er det rammevilkårene for erhvervslivet, jeg gerne vil være med til at skubbe i den rigtige retning, og jeg har nogle meget høje ambitioner. I relation til iværksætterudspillet har jeg et ultimativt mål om en udbytteskat på 27 procent hele vejen igennem og en selskabsskat på 15 procent. Og det er det, jeg ville ønske, at jeg havde 90 mandater til.

Det kan godt være, at det koster nogle penge på kort sigt, men dynamikken, der vil komme, gør, at vi faktisk kommer til at tjene flere penge på den lange bane. Dermed får vi skabt de nye virksomheder, den nye Novo Nordisk – og på den måde beholder vi dem også i Danmark.

Og så vil jeg være med til at præge, at vi får mulighed for at få international arbejdskraft til Danmark, der hvor vi mangler det. Det er så sindssygt kompliceret at få en arbejdstilladelse i Danmark, hvis det er uden for EU. Hvis du for eksempel har et datterselskab i Vietnam, er det i dag utrolig svært at få medarbejderne til Danmark, fordi de har store udfordringer med at få visa.

Det er svært at drive virksomhed i Danmark, hvis ledende medarbejdere fra datterselskabet ikke engang kan komme hertil på et seminar – eller hvis man f.eks. ønsker at få tre dygtige softwareingeniører til Danmark og fastansætte dem for at være tættere på hovedkontoret. Så jeg mener, at man som virksomhed skal kunne sige, at de her tre står vi på mål for. De har et job, og vi sikrer dem en løn, så de kan bo og leve her.

Mød erhvervsordførerne

Kontakt

Kommunikation & Presse

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent