Gemt

Dansk Erhverv glæder sig over takstenhed i ældreudspil: ”Korrekte takster er en forudsætning for de ældres frie valg”

26. januar 2024

Regeringen foreslår at etablere en takstenhed, der skal skabe fair afregning til selvejende og private ældreplejeleverandører. Dansk Erhverv glæder sig over forslaget og mener, at korrekte takster er forudsætningen for de ældres reelt frie valg.

Som en del af regeringens ældreudspil har økonomiminister Stephanie Lose præsenteret forslag om en central vejledningsenhed, der skal kunne eftergå kommunernes takster til selvejende og private leverandører af ældrepleje.

Forslaget vækker stor begejstring hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der oplever store udfordringer med ukorrekte takster:

”Det er meget positivt, at regeringen tager fat, hvor det kan mærkes. For de ældre skal kunne vælge mellem mere end kommunen, og det kræver, at det kan betale sig for selvejende og private leverandører at levere ældrepleje. Det kan det bare ikke, hvis de reelt underbetales af kommunen,” siger adm. direktør Brian Mikkelsen.

Handler om at give de ældre et reelt frit valg
Regeringens frisættelsesdagsorden er enormt glædelig, mener erhvervsorganisationen. Og frisættelse handler også om gennemsigtighed i, hvordan kommunernes økonomi hænger sammen:

”De ældres reelt frie valg afhænger af, om der er noget at vælge imellem. Og her er gennemsigtighed i økonomien en forudsætning for at valgmulighederne findes. Hvis vi ønsker for de ældre, at de skal kunne vælge mellem forskellige leverandører i ældreplejen og ikke alene den offentlige udbyder, så skal der være et gennemsigtigt, økonomisk grundlag for de private og selvejende velfærdsleverandører. Ellers får vi ikke skabt en stabil ramme for velfærden. Regeringens forslag er et vigtigt skridt hen mod fair konkurrence om at levere kvalitet til de ældre," siger Brian Mikkelsen.

Behov for afklaring ved tvivl
Ifølge Dansk Erhverv er det afgørende, at takstenheden får kompetence og ressourcer til ikke kun at give vejledende udtalelser om taksternes korrekthed, men også mulighed for at realitetsbehandle de sager, der kommer ind, og træffe afgørelser.

”Som ældreplejeleverandør er du her for at give omsorg og pleje, ikke for at være skyggerevisor for kommunen. Det er en stor byrde for disse ildsjæle at skulle eftergå kommunens økonomiske beregninger ved tvivl. Derfor vil vi arbejde for, at enheden ikke kun skal vejlede, men også gå ind i sager,” siger Brian Mikkelsen.

Selvbestemmelse på et oplyst grundlag
Dansk Erhverv peger desuden på behov for at indføre en informations- og vejledningspligt i loven, så den ældre og pårørende har en sikkerhed for at kende til valgmulighederne i plejen.

”Husk på at hele 4 ud af 10 borgere i dag ikke engang ved, at de har krav på at vælge mellem tilbud på ældreområdet. Derfor skal vi øge muligheden for selvbestemmelse. Sammen med gennemsigtighed i økonomien spiller øget information om valgmulighederne en nøglerolle for at indfri frisættelsen,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Domino

Mediechef