Gemt

Kong Frederiks deltagelse i eksportfremstød til Polen har kæmpe værdi for dansk erhvervsliv

23. januar 2024

Det sender et stærkt signal og kan åbne døre for danske virksomheder, at H.M. Kongen deltager ved næste uges eksportfremstød til Polen sammen med en større erhvervsdelegation. Sådan lyder det fra Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen.

H.M. Kongen tager hul på sin første rejse som konge, når han i næste uge rejser til Polen på officielt erhvervsfremstød sammen med en erhvervsdelegation på 38 virksomheder.

Blandt de deltagende virksomheder er Salling Group, Vestas, CIP, European Energy, Novo Nordisk Pharma Sp. z o.o., Eurowind Energy, BeGreen og UXV Technologies.

Kongehusets tilstedeværelse har kæmpe værdi for danske virksomheder, der har eller planlægger at få aktiviteter i Polen, og derfor vækker beslutningen stor glæde hos Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen:

”Det, at H.M. Kongen tager med på erhvervsfremstødet til Polen og er med til at åbne døre for en masse gode, danske produkter, har kæmpe betydning. Det er et fantastisk signal at sende til et vigtigt marked for Danmark,” siger han og tilføjer:

”Vi ser det som en stor opbakning til dansk erhvervsliv, at HM Kongen så kort tid efter tronskiftet stadig bakker op om det planlagte royale erhvervsfremstød til Polen. Kongehuset har stor betydning for danske virksomheder og danske erhvervsaktiviteter i udlandet, og vi ser meget frem til at gennemføre et spændende og vigtigt fremstød til Polen, som er et voksende eksportmarked for Danmark ikke mindst på det grønne område.”

Stort eksportmarked

Danmark og Polen har et tæt bilateralt samarbejde. Det vidner Polens rolle som Danmarks 9. største eksportmarked om. Og det viser vigtigheden af Kongehusets beslutning om fortsat at bakke op om det royale eksportfremstød i Polen, efter Kongen har fået sin nye titel.

Mere konkret er hele 700 danske virksomheder til stede med erhvervsaktiviteter i Polen, mens danske virksomheder bidrager med omkring 100.000 arbejdspladser.

I forlængelse af erhvervsfremstødet vil Kongen ligeledes besøge den polske havneby Szczecin. Her vil han bl.a. deltage i en reception, hvor byens dansk-polske erhvervsliv vil være til stede.

Ved besøget i Szczecin deltager 25 danske virksomheder inden for offshore vind, power-to-x og havneudvikling.

Dansk Erhverv er medarrangør

Ved erhvervsfremstødet vil Kongen stå i spidsen for den store danske erhvervsdelegation, der er ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, klima- energi og forsyningsminister Lars Aagaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen.  

Dansk Erhverv er i fællesskab med Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer medarrangører for erhvervsfremstødet.

Ved erhvervsfremstødet vil fokus være på energieffektivisering samt klimavenlig landbrugsproduktion og biogas.

Royale fremstød

Dansk Erhverv er årligt medarrangør på flere royale eksportfremstød. Hvis du og din virksomhed har spørgsmål til kommende fremstød, eller har lyst til at deltage, er I velkomne til at kontakte Melina Mohabbat, politisk konsulent inden for EU og International, på 4187 0860 eller memo@danskerhverv.dk.

Kontakt

EU og International

Melina Mohabbat

Politisk konsulent
Kommunikation & Presse

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent