Gemt

Webinar: Hvad er udsigterne for dansk økonomi i 2024 og 2025

24. januar 2024

Dansk økonomi landede blødt i 2023, og nu lugter markedet rentenedsættelser. Men er det realistisk, og hvad er egentlig udsigten for dansk økonomi og danske virksomheder i 2024 og 2025? Det giver Dansk Erhvervs cheføkonom sit bud på til et webinar den 29. januar.

2024 byder på rentenedsættelser. Formentlig allerede i foråret.

Det er i hvert fald ifølge det internationale finansmarked lige så sikkert, som at nogen råber skål til fredagsbaren.

Det er sød musik i de fleste danske virksomheder ører, men det er desværre også en kende for optimistisk.

Det mener i hvert fald Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, som mandag den 29. januar afholder webinar for at gøre Dansk Erhvervs medlemmer klogere på udsigterne for dansk økonomi.

”Det virker ærlig talt en kende optimistisk at tro på rentenedsættelser allerede i foråret. Så længe den indenlandske skabte inflation bider sig fast og økonomien ikke for alvor viser store sprækker, så vil ECB formentlig være varsom med at nedsætte renten for hurtigt.”

Hvad betyder det for dansk økonomi og danske virksomheder?

”Alene i 2023 oplevede virksomhederne en stigning i deres renteudgifter på knap 20 mia. kr., svarende til noget nær en fordobling i forhold til niveauet i 2021. Det er en yderst mærkbar stigning, der naturligvis tynger dele af dansk erhvervsliv.

Det vil derfor også give anledning til en lille lettelsens suk, når ECB forhåbentlig begynder at nedsætte den ledende rente i løbet af 2024.

Ser vi videre ind i 2024, så er der umiddelbart udsigt til en række rentenedsættelse fra både ECB og den amerikanske centralbank. I øjeblikket indpriser de finansielle markeder et fald i den ledende rente i ECB på ca. 1,45% point i løbet af 2024. Et forsigtigt skøn er, at de ventede rentenedsættelser vil kunne reducere virksomhedernes renteudgifter med knap 10 mia. kr.”

Geopolitisk indflydelse
Udover mulige rentenedsættelser, hvad holder du så særligt øje med på vegne af danske virksomheder?

“Den geopolitiske usikkerhed er desværre tiltaget over de seneste måneder. Angreb på fragtskibe og omlægninger af fragtruter er nu en realitet i Mellemøsten. Det er en krise, der foreløbigt har givet anledning til en kraftig stigning i fragtraterne fra Asien og risiko for tiltagende inflation. Dertil er der også en risiko for at et tiltagende lønpres giver anledning til overraskende stærkt inflationspres i år. Det kedelige budskab er derfor, at inflationen fortsat udgør en risiko her i 2024.”

Hvilke udfordringer står danske virksomheder overfor set med dine økonomibriller?

“De danske virksomheder står forhåbentligt over for et år, hvor økonomien foretager en noget nær perfekt landing efter de seneste års højkonjunktur. Det betyder også, at mangel på arbejdskraft og pres på omkostningerne fortsat vil være en udfordring for mange virksomheder i år.”

Hvorfor skal man sætte en halv time af for at blive klogere på noget, som er så usikkert som udsigterne for dansk økonomi?

”Det skal man, fordi vi giver et dybdegående indblik i udsigten for dansk økonomi set fra virksomhedernes stol. Vi giver ingen sikre svar, men vi redegør for nogle af de centrale udfordringer for erhvervslivet og kommer med kvalificerede bud på økonomens udvikling og påvirkning af virksomhederne. Og ja, så tager det kun 30 minutter. ”