Gemt

Falske kopibutikker skyder op online: Nu styrker Dansk Erhverv og E-mærket indsatsen imod svindlerne

04. juli 2024

Kopibutikker, der snyder både forbrugere og virksomheder online, er blevet et så stort problem, at det kræver strukturelle løsninger. Det mener Dansk Erhverv, som i samarbejde med E-mærket øger kampen mod svindlerne. Samtidig udgiver vi en ny guide og samler al vores viden til gavn for medlemmerne.  

24.

Så mange gange har Bauhaus fået kopieret sin hjemmeside de seneste to år. 

Og Bauhaus er langt fra alene, forklarer Jens Wedenborg, som blandt andet arbejder med online svindel i Dansk Erhverv:  

”Det er et ret stigende problem, fordi de teknologiske fremskridt simpelthen gør det lettere for svindlerne at kopiere sider. Vi oplever, at flere og flere virksomheder henvender sig, fordi de er blevet kopieret – og det er både store og små virksomheder. ” 

Det bliver bakket op af tal fra politiets nationale center for it-kriminalitet, NCIK, der viser, at antallet af anmeldelser om bedrageri med falske netbutikker steg med 146 procent fra 2022 til 2023. 

En holdindsats 
For at hjælpe virksomhederne vil Dansk Erhverv sammen med E-mærket styrke dialog med de vigtigste aktører, der kan bidrage til at løse problemet.  

”Det er blandt andet teleindustrien og domæneudbyderne, men vi vil også skrue op for dialogen med myndigheder og politikere. Det kræver en holdindsats, hvis vi skal have problemet løst. Og det skal vi,” siger Jens Wedenborg.   

Alt om svindlet samlet ét sted 
Dansk Erhverv har i samme forbindelse samlet alt vores materiale om online svindel på vores hjemmeside. Her kan du finde artikler, guides, analyser, cases og events, der kan hjælpe dig med at undgå at blive svindlet.  

Siden bliver løbende opdateret, og der vil blandt andet blive lanceret opdaterede råd og henvisninger til aktører, der kan hjælpe når skaden er sket. Du kan blandt andet hente vores nu guide, som hjælper dig i kampen mod svindlerne.  

Kontakt

Digital Handel

Jens Wedenborg

Chefkonsulent