Juridisk brevkasse: Jobformidlingshonorar

I den juridiske brevkasse svarer Dansk Erhvervs jurister på aktuelle spørgsmål fra medlemmer. Her kan du læse om jobformidlingshonorarer i kontrakter mellem vikarbureauer og brugervirksomheder.

I Den Juridiske Brevkasse besvarer Dansk Erhvervs jurister et aktuelt juridisk spørgsmål. Bemærk, at alle svar gives på generel og overordnet basis, og derfor ikke kan erstatte konkret juridisk rådgivning. Dansk Erhverv kan ikke gøres ansvarlig for indholdet i et svar.

Kære brevkasse

Jeg ejer et lille vikarbureau, og har en række dygtige medarbejdere ansat. En gang imellem oplever jeg dog, at de virksomheder, som har mine vikarer tilknyttet, ønsker at fastansætte dem. Jeg er glad for, at mine medarbejdere er eftertragtede, men omvendt er det en byrde for mig, at miste mine medarbejdere på denne måde. Er der nogen mulighed for, at jeg enten kan forhindre, at mine kunder ansætter mine medarbejdere, eller kan jeg kræve en betaling, hvis de gør?

Hilsen Pernille

-------------------------

Kære Pernille

Tak for dit spørgsmål, som er særligt relevant i vikarbranchen.  Det kan være ganske frustrerende, hvis man som vikarbureau oplever, at ens kunder fastansætter de medarbejdere, som udsendes som vikarer, uden at vikarbureauet får nogen form for kompensation.

I Danmark har man et generelt forbud mod, at en virksomhed forbyder eller forhindrer en anden virksomhed i at ansætte dennes medarbejdere. I vikarloven har man dog en vigtig undtagelse til denne hovedregel, da man i denne branche gerne må tage et kompensationsbeløb, som ofte betegnes som et ”jobformidlingshonorar”.   

Jobklausuler er ugyldige – men vikarbureauer må tage et ”jobformidlingshonorar”
Udgangspunktet efter dansk ret er, at jobklausuler er ugyldige. Dette står i ansættelsesklausullovens § 3, der meget kort og præcist foreskriver, at en arbejdsgiver ikke gyldigt kan indgå aftaler om jobklausuler. En ”jobklausul” defineres i samme lovs § 1, stk. 2, nr. 4, som; ”En aftale, som en arbejdsgiver indgår med andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse en lønmodtagers muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed, eller en aftale indgået med en lønmodtager med henblik på at hindre eller begrænse andre lønmodtageres muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed”.

En jobklausul kan dermed fx være en aftale mellem to virksomheder, hvor man reelt forhindrer arbejdstageren i at tage arbejde hos den anden part – eksempelvis, hvis et vikarbureau forbyder brugervirksomheden at ansætte vikaren. Som udgangspunkt kan to virksomheder ikke aftale et sådant vilkår, da det som nævnt foroven, vil være ugyldigt, jf. ansættelsesklausullovens § 3. Denne mulighed har man derfor ikke over for sine kunder.

I vikarloven har man imidlertid en regel, som modificerer dette udgangspunkt. Dette skyldes vikarlovens § 4, stk. 1, som medfører, at to virksomheder gerne på forhånd må aftale, at vikarbureauet skal modtage en ”rimelig betaling”, hvis brugervirksomheden ansætter vikaren.

Vikarlovens regler om jobformidlingshonorar
Vikarlovens § 4, stk. 1, lyder således:

”Klausuler, der forbyder eller reelt forhindrer, at der efter en udsendelses ophør indgås en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold mellem brugervirksomheden og vikaren, kan ikke gøres gældende af et vikarbureau. Uanset 1. pkt. kan vikarbureauer modtage en rimelig betaling for tjenester, som er ydet brugervirksomheder i forbindelse med udsendelse, ansættelse og uddannelse af vikarer.”

Bestemmelsen opretholder således udgangspunktet om jobklausulers ugyldighed. Vikarbureauet kan dermed ikke forhindre ansættelsen, men de kan dog ”betinge” den af, at bureauet modtager en ”rimelig betaling”. Årsagen til denne modifikation til de almindelige regler om jobklausuler er ifølge lovgiver, at vikarbureauerne udgør vigtige aktører i formidlingen af personer til beskæftigelse, og at man derfor fra lovgivers side, har set sig nødsaget til at indføre denne bestemmelse for at sikre branchen. Vikarbureauet må dog aldrig kræve penge direkte fra vikaren, jf. vikarlovens § 4, stk. 2.

Vikarloven definerer ikke direkte, hvad der udgør en ”rimelig betaling”. En sådan betaling skal dog tage udgangspunkt i, hvordan det efter en konkret vurdering vil være rimeligt, at vikarbureauet kompenseres i forbindelse med den tjeneste, som er ydet til brugervirksomheden i forbindelse med udsendelse, ansættelse, uddannelse af vikaren samt de sparede rekrutteringsudgifter fra brugervirksomheden. Det er ikke muligt at opstille klare retningslinjer for det præcise beløb, som vikarbureauet kan tage, og det vil derfor i sidste ende være op til domstolene at vurdere rimeligheden i en sådan aftalt betaling. Vikarbureauet bør i alle tilfælde sikre, at betalingen står mål med vikarbureauets formidling og service, herunder, at der netop ikke aftales et urimeligt højt beløb, der reelt er egnet til at afskære vikaren fra at få ansættelse hos en kunde.

Som svar på dit spørgsmål, er det således korrekt, at du som udgangspunkt gerne må aftale med din kunde, at du skal modtage en betaling. Denne betaling skal dog opfylde kravet i vikarlovens § 4, stk. 1, og er dermed kun tilladt, såfremt den mellem parterne aftalte betaling kan anses at være ”rimelig”.  

Det specificeres i øvrigt for en god ordens skyld, at ovenstående ”modifikation” kun gælder for vikarbureauer, og således ikke kan benyttes generelt i rådgivningsbranchen.