; ;
Gemt

Instagram topper, mens TikTok vinder frem: Her finder forbrugerne inspiration til deres næste køb

23. maj 2024

Halvdelen af forbrugerne, der handler online, følger virksomheder, brands og influencers på sociale medier som Instagram og Facebook. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv. Er det vigtigt? Ja, for de sociale medier er en stor inspirationskilde til køb for forbrugerne.

Og så er der godt nyt til de mange, mange danske virksomheder, der bruger sociale medier til marketing; Det ser sørme ud til at virke!

I en ny analyse svarer godt halvdelen af forbrugerne, der handler online, i hvert fald, at de følger influencers, virksomheder og brands på sociale medier.

”Det er ikke ryd-forsiden-tal, men tallet, som i øvrigt er vokset siden seneste undersøgelse, understreger, hvor vigtige de kanaler er. Og det forklarer, hvorfor andre analyser viser, at de sociale medier er en grundstamme i virksomhedernes marketing-mix,” lyder det fra Carsten Rose Lundberg, som er fagchef for Digital Handel i Dansk Erhverv.

TikTok er lige så populært som Facebook
Analysen viser også, at der sker en interessant udvikling i forhold til, hvilke medier forbrugerne bruger til at følge influencers, brands og virksomheder.

Zuckerbergs Meta-virksomheder, Instagram og Facebook, topper stadig, men de mister lidt momentum, som til gengæld går til særligt TikTok og Pinterest.

”Det bliver rigtigt interessant, når vi kigger ned i befolkningsgrupperne. Her kan vi se, at TikTok er lige så populært hos de unge som Facebook, og at LinkedIn faktisk er ganske populært hos de midaldrende,” siger Carsten Rose Lundberg.

En anden vigtig – og for mange virksomheder god – nyhed er, at nyhedsbreves popularitet er stigende, pointerer fagchefen:

”Det er gode nyheder, fordi det ofte er en billigere marketing-kanal for virksomhederne, og fordi det giver adgang til en masse førstepartsdata, som man ikke kan få fra andre kanaler.”

Vigtig inspirationskilde
Ser vi på, hvor vigtig kanalerne er i forhold til at få forbrugerne til at købe produkter, så er der sket et lille fald fra 2023. Men det betyder ikke, at man skal undervurdere at have følgere på de sociale medier, understreger Carsten Rose Lundberg:

”Det er lige så vigtigt som anbefalinger fra omgangskredsen, og det må siger at være ganske vigtigt.”

Hvilke varer købes?
Ikke overraskende, så er det især tøj og personlig pleje, som bliver købt, efter at forbrugerne er blevet inspireret på sociale medier.

Den største fremgang kan ses blandt kulturoplevelser, hvor andelen af netkunder, som har købt efter inspiration på sociale medier, er steget fra 16 procent i april 2023 til 22 procent i april 2024.​

Takeaway og restaurant, samt boligindretning og interiør har ligeledes oplevet fremgang, hvor andelen er steget til 30 procent i begge kategorier.

Log ind og hent hele E-handelsanalysen for april 2024

 

 

 

 

 

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent