Gemt

Ny udvikling glæder Elgiganten: Vi er selv overraskede over, hvor stor efterspørgslen har været

02. maj 2024

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at en stigende andel forbrugere handler brugte varer i netbutikkerne. Det mærker man tydeligt hos Elgiganten, som snart udvider brugt-vare-sortimentet. Særligt én ting holder dog forbrugerne tilbage, viser en analyse fra Dansk Erhverv. 

At kalde ledelsen i Elgiganten chokeret er nok at tage munden for fuld. Men man er i hvert fald overrasket. 

Kunderne har nemlig taget ekstraordinært godt imod initiativet Ny Start, som giver dem mulighed for at indlevere og købe brugt elektronik.   

”Vi ser en stigning i efterspørgslen, og faktisk er vi selv overraskede over, hvor stor efterspørgslen har været. Det er yderst positivt,” siger adm. direktør Peder Stedal.  

Den stigende efterspørgsel betyder også, at Elgiganten snart udvider sortimentet til også at omfatte brugte hårde-hvidevarer, forklarer han:  

”Det er det rigtige at gøre, fordi skal vi passe på klodens sparsomme ressourcer – og samtidig fordi vi gerne vil imødekomme den efterspørgsel, vi mærker fra vores kunder.”   

Kunderne vil gerne støtte virksomhederne 
Elgiganten er langt fra den eneste virksomhed, der har kastet sig over salget af brugte varer. Og de er heller ikke ene om at opleve en stigende efterspørgsel. Dansk Erhvervs E-handelsanalyse fra marts 2024 viser, at andelen af forbrugere, der i løbet af de seneste seks måneder har handlet brugte varer hos en netbutik, er vokset fra 18 procent i 2023 til 22 procent i 2024.   

”Det er en positiv udvikling. Både for de virksomheder, der tilbyder det, og for vores klode – som Peder Stendal også påpeger,” siger Andreas Børresen, som er chefkonsulent i Dansk Erhverv.   

Den primære grund til at handle brugte varer online er ifølge forbrugerne, at man kan spare penge. Der er dog sket en interessant udvikling på området, pointerer Andreas Børresen. For selvom prisen stadig er den klart vigtigste grund til at handle brugt, så betyder den ikke så meget som sidste år. Til gengæld er andelen, der handler brugt, fordi de gerne vil støtte de virksomheder, der tænker i genbrug og bæredygtighed, vokset:  

”Det er værd at tage med, hvis man som virksomhed overvejer at kaste sig over det. Det sender et signal, som kunderne gerne vil støtte.” 

 

Usikkerhed står i vejen 
Når det kommer til, hvorfor forbrugerne ikke køber brugte varer online, så handler det i høj grad om usikkerhed. 87 procent vil gerne se og vurdere brugte varer, før de køber dem. Det er samme udfordring, som onlineforhandlere af dagligvarer møder, siger Andreas Børresen:  

”Og den er svær at løse, fordi det i høj grad handler om at få dem til at prøve det. Man kan nå et godt stykke vej med gode billeder og beskrivelser, og samtidig kan man gøre en dyd ud af understrege, at man som forbruger har samme rettigheder, som når man køber nye produkter. Eksempelvis to års reklamationsret.” 

Dermed kan man slå to fluer med et smæk, for usikkerhed om rettigheder er en anden væsentlig barriere, uddyber han.  

Tøj og elektronik hitter 
Der er sket nogle store udsving i fordelingen af de varer, som forbrugerne har købt online inden for det seneste halve år fra marts 2023 til marts 2024.  

Halvdelen af køberne af brugte og refurbished varer har handlet inden for kategorien tøj, sko og accessories. Det er en stigning på 10 procentpoint.  Også varer inden for de mere tunge og dyre kategorier er blandt forbrugere populære at handle brugt. Elektronik og hvidevarer handles i stor grad, idet 23 procent har handlet disse varer inden for de seneste seks måneder. Blandt andre varer som også købes i brugt tilstand, er kategorien personlig pleje og kosmetik steget til 14 procent. Det er dermed en bred vifte af forskellige produkter, som forbrugerne køber brugt/refurbished.  

Analysen viser også, at det er mest populært i Hovedstadsområdet, men udviklingen går i samme retning i resten af af landet.    

Det er særligt de unge samt børnefamilier, som gerne vil købe brugte varer online. Blandt singler og par, faldt andelen der gerne vil overveje at købe brugte varer på nettet fra 50 til 37 procent fra marts 2023 til marts 2024. Omvendt, er andelen der fremadrettet gerne vil handle disse varer steget blandt de midaldrende fra 32 til 39 procent. 

Log ind og hent hele E-handelsanalysen for marts 2024

 

 

 

  

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent
Digital Handel

Andreas Børresen

Chefkonsulent