;
Gemt

Kommentar: Medicinalindustrien trækker væksten i industrien i 2023

01. marts 2024

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at omsætningen i industrien (inkl. råstofindvending) var 1.129 mia. kr. i 2023. Det er en stigning på 36 mia. kr., hvilket svarer til 3,3 pct. Med fremgangen i 2023 har industriens omsætning aldrig tidligere været større.

Når man taler om industrien kommer man ikke udenom medicinalindustrien. Medicinalindustrien er vokset med imponerende 63 mia. kr. eller 32,6 pct. i 2023. Det betyder, at medicinalindustrien i 2023 udgør 23 pct. af industriens omsætning. Til sammenligning udgjorde medicinalindustrien blot 7 pct. af industriens omsætning for 20 år siden i 2003.

Medicinalindustrien er på kort tid gået fra at være en forholdsvis lille branche til at være den største i industrien, fordi danskproduceret medicin er meget efterspurgt i udlandet. Det er en stor og enestående succeshistorie for dansk økonomi.

Den økonomiske udvikling i medicinalindustrien er bare helt igennem imponerende.

Medicinalindustrien med Novo Nordisk i spidsen er blevet en stor vækstmotor for dansk økonomi. Tal fra Danmark Statistik viser, at Danmarks BNP-vækst var 1,8 pct. i 2023. Fremgangen skyldes hovedsagelige medicinalindustrien. Ser vi bort fra medicinalindustrien skrumpede dansk økonomi med -0,1 pct. i 2023.

Tilbagegang i resten af industrien
Ser vi bort fra medicinalindustrien er der en tilbagegang på 27 mia. kr. eller 3,1 pct. Der er utrolig mange underbrancher i industrien, der led i 2023 på grund af svag økonomisk udvikling på flere vigtige eksportmarkeder. Tyskland og Sverige, der er vigtige danske eksportmarkeder for industrien, havde negativ vækst i 2023.

Når der er tilbagegang på vigtige eksportmarkeder som Sverige og Tyskland, vil det ramme industrien i Danmark.  

Udsigt til vækst igen i 2024
Med medicinalindustrien i spidsen forventer vi, at omsætningen i industrien vil stige igen i 2024. Selvom det i høj grad vil være medicinalindustrien, der trækker væksten i 2024, forventer vi også fremgang i resten af industrien, fordi væksten vender tilbage i Sverige og Tyskland. Det har vi allerede set en forsmag på i fjerde kvartal af 2023, hvor industriens omsætning steg pænt.

Udviklingen i udlandet har stor betydning for de danske industrivirksomheder. Beregninger med Dansk Erhvervs input-output-model viser, at 70 pct. af industriens produktion bliver solgt til udlandet.

Fremstillingsindustrien herhjemme beskæftiger 311.000 personer, hvilket udgør ca. 10 pct. af de danske arbejdspladser.

Kontakt

Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil