;
Gemt

Dansk Erhverv: Klimamål i 2035 skal sætte kursen mod klimaneutralitet og globale reduktioner

29. november 2024

Klimarådet viser i ny analyse, hvad forskellige klimamål for 2035 vil have af konsekvenser. Dansk Erhverv hilser analysen velkommen og er enig med Klimarådet i, at 2035-målet skal vise vejen mod klimaneutralitet. Desuden bør klimaloven give globale CO2-reduktioner en mere prominent rolle.  

Vi skal have dansk klimapolitik ud af osteklokken."

 

Klimarådet har fredag i en ny analyse udarbejdet beregninger af, hvad forskellige klimamål i 2035 har af konsekvenser. Analysen viser, at der er forskellige fordele og ulemper ved de givne klimamål.  

”Klimarådets analyse understreger, at indretningen af klimamål har stor betydning. Både for klimaet, konkurrenceevnen og vores internationale anseelse. I Dansk Erhverv er vi helt enige med Klimarådet i, at 2035-målet skal fastsættes, så det bliver en trædesten mod målet om klimaneutralitet. Og 2035-målet bør indrettes, så det på samme tid fremmer grøn omstilling, erhvervsudvikling og et rigere samfund. Kun sådan er Danmark et ægte foregangsland i klimakampen, der vil inspirere resten af verden,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.  

Klimarådet åbner i deres analyse op for, at udenlandske reduktioner og global grøn omstilling kan fylde mere i klimaloven. Det kan ske som led i den kommende revidering af loven, der skal fastsætte 2035-målet. Dansk Erhverv bakker op om den udmelding.  

”Vi skal have dansk klimapolitik ud af osteklokken. I dag er der udelukkende fokus på nationale CO2-reduktioner, når politikkerne vedtager ny politik. Men Danmarks største klimabidrag sker jo gennem vores eksport af grønne løsninger til resten af verden. Og isbjørnene er ligeglade med om CO2-reduktionerne sker i Danmark eller i udlandet. Det handler om, at få udledningerne ned globalt, og der er eksport af dansk grøn klimateknologi altså det største bidrag, som vi kommer med herhjemme,” siger Ulrich Bang:  

”Derfor mener vi i Dansk Erhverv, at klimaloven skal vægte globale reduktioner på lige fod med nationale reduktioner, når vi foretager politiske initiativer i Danmark. Det burde være sådan, at danske politikere bliver forelagt både den nationale og den globale reduktionseffekt samt eksportpotentialet, når de overvejer nye klimatiltag. Og vi skal gribe potentialet for, at Danmarks positive bidrag til at reducere udledningerne globalt kan blive endnu større. Derfor mener vi i Dansk Erhverv, at der bør sættes et eksplicit mål for Danmarks grønne eksport. Der skal simpelthen være et mål for den internationale klimaeffekt, der følger af den danske eksport af energiteknologi og tjenesteydelser.”

Kontakt

Klima, Energi, Miljø & Byggeri

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil