;
Gemt

Kommissionens nye transportkommissær bestod eksamen

20. november 2024

Europa-Parlamentet har igennem hele november afholdt høringer af medlemslandenes nominerede til det nye kommissærhold. En af dem er Grækenlands Apostolos Tzitzikostas, som er udpeget til at varetage jobbet som transport – og turismekommissær. Den 4. november var han til mundtlig eksamen i Europa-Parlamentet.

Alt tyder på, at det bliver Grækenlands Apostolos Tzitzikostas, som kommer til at blive Kommissionens nye transport – og turismekommissær. Det står klart efter tre og en halv times høring i Europa-Parlamentets transport – og turismeudvalg. En høring, som Tzitzikostas bestod.

Under høringen afveg grækeren ikke meget fra det, der allerede fremgik af det såkaldte ”mission letter”. Det vil sige den liste over lovgivning og initiativer, som Ursula von der Leyen har bedt ham gennemføre de næste fem år. Helt overordnet erklærede han sig enig i Mario Draghis betragtninger om vigtigheden af at styrke EU’s internationale konkurrenceevne.

Tzitzikostas planer for transportområdet
Mere konkret kom han blandt andet ind på vigtigheden af at gennemføre TEN-T-nettet og få forbundet de europæiske hovedstæder med højhastighedsbane. Hertil følger også en plan for et samlet billetsystem, hvor der kan bookes én billet til hele rejsen gennem Europa.

Tzitzikostas kom også ind på den varslede investeringsplan for bæredygtig transport (Sustainable Transport Investment Plan), som ifølge ham primært skal øremærkes til produktion af bæredygtige brændstoffer til luftfart og den maritime sektor.

I forhold til den tunge transport kom Tzitzikostas blandt andet ind på den nylige dom fra EU-domstolen vedrørende return of the truck. Ifølge den græske kommissærkandidat giver dommen ikke anledning til ny lovgivning, da Kommissionen hele tiden har været imod denne regel.

Herudover var der også en længere diskussion om den tyske bilindustri, og hvorvidt den nye Kommission ville lempe reglerne for omstilling set i lyset af det internationale pres på bilproducenterne. På dette punkt var Tzitzikostas helt klar i mælet. Fit for 55-pakken var ifølge ham et helt centralt element i EU’s klimapolitik, og der vil ikke blive slækket på kravet om 100 procent reduktionsmål for nye biler og varevogne fra 2035.

Det skal være mere attraktivt at gå ind i transportbranchen

I løbet af høringen blev manglen på arbejdskraft i transportsektoren også drøftet. Kommissærkandidaten ønsker at igangsætte en analyse af, hvordan det kan gøres mere attraktivt at gå ind i transportbranchen, blandt andet ved at forbedre arbejdsvilkårene.

Den kommende havnestrategi skal sikre uafhængighed fra fremmede magter
Og så kom Tzitzikostas ind på en kommende havnestrategi. Han havde ikke mange detaljer med til høringen, men dog kom det frem, at havnestrategien skal sikre strategisk uafhængighed fra fremmede magter, ligesom der skal ses på, hvordan havnene kan spille en aktiv rolle i produktionen af bæredygtige brændstoffer – blandt andet ved at udpege en række europæiske havne til såkaldte energihubs.

Vi skal styrke cyklisme
Endeligt kom han ind på bæredygtig mobilitet i byerne. Her nævnte han blandt andet den europæiske erklæring om cykling og vigtigheden af at styrke cyklisme. Det handler blandt andet om at støtte cykelindustrien, forbedre data og øge netværket af nationale cykelpunkter.

Europa-Parlamentet skal efter planen godkende eller afvise det samlede kommissærhold på en afstemning i plenarforsamlingen fredag den 25. november. Hvis Kommissionen bliver godkendt, kan den tiltræde 1. december 2024. 

Kontakt

Transport

Peter Lübcke

Chefkonsulent