;
Gemt

Landsretten: Bortvisning for fjernelse af nødkald var berettiget

DANSK ERHVERV | PERSONALE | 14. NOVEMBER

En social- og sundhedshjælper fjernede et nødkald fra en dement beboer uden gangfunktion. Landsretten fandt, at dette var så groft, at det var berettiget at bortvise social- og sundhedshjælperen med øjeblikkelig virkning. Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

Sagen kort
Sagen vedrørte en social- og sundhedshjælper, der var ansat på et friplejehjem. Størstedelen af beboerne på friplejehjemmet er demente.

Når der er behov herfor, kan en beboer blive udstyret med et nødkald. Nødkaldet kan bruges til at tilkalde hjælp og assistance. Den konkrete beboer, der var dement, var visiteret til et nødkald. En morgen ved dagens påbegyndelse fjernede social- og sundhedsassistenten dog nødkaldet fra beboeren. Det blev opdaget nogle timer senere, da beboeren blev fundet oprørt i sin bolig.

Social- og sundhedshjælperen ønskede ikke at redegøre for handlingen, og hun blev derfor bortvist.

Landsrettens dom
Østre Landsret fandt, at det var berettiget at bortvise medarbejderen. Landsretten lagde vægt på, at medarbejderen havde fjernet nødkaldet fra beboeren uden forudgående tilladelse, og at en medarbejder ikke havde kompetence til at beslutte at fjerne et nødkald.

Derudover lagde landsretten vægt på, at den omhandlede beboer var hjælpeløs, idet hun var dement og uden gangfunktion. Det blev underbygget af, at beboeren blev fundet oprørt, da det blev opdaget, at nødkaldet var fjernet. Endvidere lagde landsretten vægt på en tidligere episode, hvor beboeren var faldet ud af sin kørestol og lå hjælpeløs, indtil hun fik tilkaldt hjælp via nødkaldet. Der var derfor en reel risiko for beboeren forbundet med, at nødkaldet var fjernet.

Friplejehjemmet blev derfor frifundet for medarbejderens krav om godtgørelse for usaglig opsigelse og erstatning for manglende opsigelsesvarsel.

Landsretten afviste samtidig, at medarbejderens synspunkt om, at hun efter eget udsagn tilså beboeren hyppigere, mens nødkaldet var fjernet, og at hun ikke havde modtaget undervisning eller særskilte instrukser vedrørende pleje af demente borgere, kunne tillægges betydning.

Dansk Erhverv bemærker
Det er altid en konkret vurdering, om en handling er så grov og væsentlig, at den kan berettige til en bortvisning. I denne sag lagde landsretten særlig vægt på den potentielle risiko, som fjernelsen af nødkaldet var forbundet med for den pågældende beboer.

Dansk Erhverv råder medlemmerne til at søge rådgivning, såfremt man overvejer at bortvise en medarbejder.

Nyheden er skrevet på baggrund af Østre Landsrets dom af 14. oktober 2024 i sag BS-17931/2023-OLR.

Personalejura