;
Gemt

USA-chef Søren Friis Larsen: Her er 5 ting, jeg holder øje med på valgdagen

04. november 2024

Sammen med en delegation af danske virksomheder i Washington DC følger Dansk Erhvervs landechef i USA, Søren Friis Larsen, det amerikanske præsidentvalg på nærmeste hold. Her er, hvad han især er spændt på.

us-prasident-2024-top.jpg

1. Hvem får flertallet i Kongressen?

Selve præsidentvalget mellem Trump og Harris er naturligvis superspændende. Især med meningsmålinger, der ligger ualmindeligt tæt. Men vi må ikke glemme, at der også er valg til den lovgivende forsamling i Kongressen.

En tredjedel af de 100 senatorer er på valg, og det samme gælder alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus. Mange sidder i sikre valgkredse, men i øjeblikket er fordelingen meget ligelig i begge kamre. I Repræsentanternes Hus sidder Republikanerne på flertallet, mens Demokraterne har et snævert flertal i Kongressen.

Derfor er det ikke urealistisk, der sker et magtskifte på Capitol Hill – og det får selvfølgelig stor betydning, om den kommende præsident har flertal med eller imod sig dér.

2. Hvem bliver guvernør?

En række guvernører er også på valg den 5. november. Her er der mindre spænding om udfaldet de fleste steder, måske lige bortset fra i North Carolina, hvor to nye kandidater Josh Stein (D) og Mark Robinson (R) kæmper om, hvem der skal indtage guvernørboligen i Raleigh.

Guvernørerne i USA er meget vigtige – en slags delstatspræsidenter – og North Carolina er en af de stater, hvor der er mange danske virksomhedsinteresser, så det er værd at følge med hér.

3. Hvordan går det i svingstaterne?

Det er ganske få stater, hvor der reelt er spænding om udfaldet og fordelingen af deres valgmænd. Her bliver det interessant at se, hvilket mønster der danner sig, og ikke mindst, hvem der vinder ”Rustbæltet.”

Vinderen af ”Rustbæltet” kan nemlig sige noget om, hvilket parti, der kan påberåbe sig at være partiet for den amerikanske arbejder.

Trump og Vance har gjort meget for at det Republikanske Parti skal appellere til almindelige vælgere, der føler sig overset af eliten og forbigået af den amerikanske drøm – men er det nok til at vinde stater som Pennsylvania, Michigan eller Wisconsin? Udfaldet bliver rigtig interessant for, hvordan partiets politiske platform kommer til at udvikle sig fremadrettet.

4. Bliver valget afgjort på valgnatten?

De meget tætte meningsmålinger og erfaringerne med Trumps nederlag i 2020 har fået mange til at lufte bekymringer om, hvorvidt vi overhovedet får afgjort valget på valgdagen eller valgnatten – eller om vinderen først bliver fundet uger senere efter et dramatisk opgør ved domstolene.

Det hele kompliceres af, at det er de enkelte delstater, der står for at gennemføre valghandlingen, overvåge valget og tælle stemmerne op, og reglerne er forskellige fra stat til stat.

Nogle er hurtigere til at tælle end andre, og hvis resultatet er meget tæt, kan det ende i en mudret affære. Mange stater har dog lært af situationen i Florida i år 2000, hvor valget mellem George Bush og Al Gore først blev afgjort uger senere ved domstolene, og forbedret deres stemmeoptælling.

imagetohs.png

5. To concede or not to concede…

That’s the question – ikke for Shakespeare, men for Trump, hvis han taber.

Hvis Harris vinder valget, bliver det spændende, om Trump anerkender resultatet, eller om han – som i 2020 – påstår, at valget blev ”stjålet” fra ham.

USA er i forvejen et dybt splittet land og man kan godt være bekymret for, hvad der vil ske, hvis Trump puster til ilden. Omvendt så står vi i en anden situation end i 2020 – Trump er ikke siddende præsident og derfor vil hans muligheder for at skabe ballade være mere begrænsede.

Det amerikanske valg

Kontakt

EU & Internationalt

Søren Friis Larsen

Landechef, USA
Medarbejderprofil