Gemt

Black Friday: Netbutikkerne hæver forventningerne til årets store salgsperiode

31. oktober 2024

Selvom der er delte meninger om Black Friday hos de danske netbutikker, så er 7 ud af 10 klar med Black Friday-tilbud til forbrugerne i år. Butikkerne forventer, at forbrugerne vil bruge flere penge i år end sidste år.

Salget i forbindelse med Black Friday 2024 vil overgå salget sidste år. Det er i hvert fald forventningen hos de danske netbutikker, viser nye tal fra Dansk Erhverv.

Hver fjerde butik forventer, at salget bliver mindst 25 procent større, mens 55 procent forventer, at det bliver det samme.

Hos Dansk Erhverv håber e-handelsdirektør Niels Ralund, at netbutikkerne får ret.

”Både inflation og renter er faldet, og danskerne har fået flere penge mellem hænderne, så det taler for, at de vil bruge flere. Alligevel ser vi en lav forbrugertillid, og der er stadig ikke særligt god gang i privatforbruget. Det gør det svært at spå, men jeg håber og tror, at mange forbrugere griber muligheden for at gøre et godt køb i forbindelse med Black Friday.”

Grafik: Hvordan forventer I, at Black Friday går sammenlignet med sidste år?

Black Friday på en lønningsdag
Årets Black Friday falder i år den 29. november, som for mange er en lønningsdag. Det kan meget vel få betydning for omsætningen, vurderer Niels Ralund.

”Det skete også i 2019, og her tog forbruget et stort spring på selve dagen i forhold til året før. Det formoder jeg sker igen i et vist omfang.”

”Siden 2019 har rigtig mange butikker dog valgt at udvide Black Friday til Black Week og Black Month, og det har betydet, at salget på selve Black Friday er mindre. Jeg tror på en flot fredag på grund af sammenfaldet, men ikke så markant som tidligere år med lønningsdagssammenfald – til gengæld vil den formentlig være markant større end en almindelig fredag.”

Ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse der blot 14 procent af butikkerne, der kun kører med tilbud på selve fredagen. Knap hver tredje begynder i uge 47 – altså to uger før.

Grafik: Hvonår begynder og slutter I med tilbud?

Temu bekymrer
I forhold til tidligere år er der i år kommet et nyt element, som de danske butikker skal forholde sig til; Temu.

Den kinesiske platform er braget ind på den danske e-handelsscene og er den næstmest benyttede netbutik blandt danskerne. Og det er ikke utænkeligt, at Temu kan få indflydelse på årets salg, vurderer Niels Ralund:

”Vi kan nok godt forvente, at Temu vil gå all in på både marketing og salg i forbindelse med Black Friday, og det kan godt påvirke salget. Jeg vil dog håbe, at forbrugerne både vil tænke på egen sikkerhed og danske virksomheders bidrag til fælleskassen, når de går på jagt efter gode tilbud.”

Black Friday deler vandene, men 7 ud af 10 tjener penge på dagen
Siden Black Friday kom til Danmark, har det amerikanske udsalgskoncept delt vandene hos danske netbutikker. Nogle så det som en mulighed for at skabe salg og gode kunderelationer, mens andre var frustrerede over at sælge varer billigt – især op til jul.

Sådan er det stadig. 44 procent ser Black Friday som en fordel, mens 40 procent ser Black Friday som et mareridt.

”Jeg forstår godt begge synspunkter,” siger Niels Ralund og uddyber:

”Heldigvis er butikkerne blevet så gode til at time og optimere deres indkøb og marketing, at langt, langt de fleste tjener penge på Black Friday. Det gør mig glad, for jeg har meget svært ved at forestille mig, at Black Friday pludselig ikke ville være her.”

I 2023 blev der omsat for knap fire milliarder kroner i forbindelse med Black Friday og Black Week i Danmark.

 

E-handelsbarometer Q3 2024: Extra fokus: Black Friday (og Singles Day)

pdf

Download

Black Friday: Se alle vores artikler og tal

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent