Gemt

Dansk Erhverv: Ambitiøst uddannelsesudspil fra regeringen. Der er dog to store OBS-punkter

08. oktober 2024

Dansk Erhverv hilser regeringens udspil til en reform af ungdomsuddannelserne og af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser velkommen. Regeringens ønske om at nedlægge den kommunale 10. klasse og generel afkortning af videregående uddannelser vækker dog bekymring.

Tirsdag fremlagde regeringen sit bud på, hvordan store dele af uddannelsesområdet skal reformeres markant.

”Alene ændringerne i ungdomsuddannelserne gør regeringens udspil til den største uddannelsesreform i mange år. Udover ungdomsuddannelserne trækker den også tråde til folkeskolen, de forberedende tilbud, de videregående uddannelser og naturligvis også til arbejdsmarkedet. Der er mange gode, spændende og ambitiøse elementer i udspillet, som Dansk Erhverv ser frem til at realisere sammen med regeringen og resten af Uddannelsesdanmark. Kigger vi på den del, der omhandler de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser, så er der i Dansk Erhvervs optik mange positive ting at sige. For eksempel flere undervisningstimer, fokus på merit og internationale studerende,” siger Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv.

Stine Pilegaard Jespersen peger desuden på det positive i, at regeringen lægger op til at bruge to milliarder mere på professionsuddannelserne.

Epx skal stå i egen ret
Et af udspillets markante elementer er etableringen af en ny ungdomsuddannelse – epx. Den forventes at starte op i 2030.

”2030 kan virke som langt væk, men det er kort tid, når man skal bygge en helt ny uddannelse fra bunden – herunder udvikle helt nyt indhold og nye undervisningsformer, som kombinerer det boglige og praktiske på nye måder. Den del bliver helt afgørende for at sikre, at den nye uddannelse ikke bliver et vedhæng til eller en dårlig kopi af det, der er på gymnasierne. Den skal stå i egen ret og med sin egen erhvervsrettede identitet. For Dansk Erhverv er det derfor også et kardinalpunkt, at den nye epx som hovedprincip bliver udbudt på erhvervsskoler og erhvervsgymnasier,” siger Stine Pilegaard Jespersen.

Bevar den kommunale 10. klasse
Regeringen vil desuden afskaffe muligheden for at gå i 10. klasse i kommunalt regi. Det vækker bekymring hos Dansk Erhverv.

”Det er vores vurdering, at lukning af den kommunale 10. klasse kan få uoverskuelige konsekvenser. Den spiller en vigtig rolle i det samlede uddannelsessystem med at afklare og ruste mange – også udfordrede – unge til uddannelse efter 9. klasse. Disse unge forsvinder ikke blot fordi man nedlægger 10. klasse, men vil fortsat have brug for et tilbud som forbereder dem til en erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse, herunder til epx. Hvis de fremover skal på epx efter 9. klasse, risikerer det at underminere den nye uddannelse fra start, da den så både skal favne ikke-parate unge og unge, som skal videre på f.eks. en lærer- eller sygeplejerskeuddannelse. Det kan også blive for bredt,” siger Stine Pilegaard Jespersen.

Stine Pilegaard Jespersen tilføjer, at det problematisk, at adgangskravet til epx foreslås at være et gennemsnit på 2, idet kravene i en gymnasial uddannelse tilsiger, at det karakterkrav er for lavt. Det er bl.a. erfaringen fra eux, som den nye epx også erstatter. Omvendt ser Dansk Erhverv positivt på, at regeringen vil hæve adgangskravet til de treårige gymnasiale uddannelser til et karaktergennemsnit på 6 for at fastholde fagligheden og fokus på gymnasiets formål som studieforberedende til videregående uddannelser.

Spændende takter på de professions- og erhvervsrettede uddannelser
Regeringen har også fremlagt et ambitiøst udspil for erhvervsakademi og professionshøjskolerne. Her vil der bl.a. komme mere fokus på kvaliteten med flere timer og mere feedback. Der kommer bedre mulighed for at få merit, så uddannelsestid ikke går tabt ved fx studieskift og der vil komme flere internationale studerende på områder med mangel på arbejdskraft.

”Der er virkelig mange positive takter her. Vi har længe efterspurgt fokus på uddannelseskvalitet, og det kommer der nu. Det er også helt oplagt at se på bedre meritmuligheder. Vi har netop fremlagt en analyse, der viser, at vi taber milliarder af kroner på de unges omveje i uddannelsessystemet. Sidst er vi jublende glade for udsigten til flere internationale studerende, det er et yderst velkomment bidrag til det sultne danske arbejdsmarked” siger Stine Pilegaard Jespersen

En del af finansieringen kommer fra uddannelsesforkortelser, hvilket bekymrer Dansk Erhverv.

”Det bliver lidt sådan, at man klipper en hæl og en tå. Nogle uddannelser kan godt klares hurtigere, mens andre ikke kan. Her skæres alle over en kam. Vi har eksempelvis svært ved at se fornuften i at forkorte diplomingeniøruddannelserne, som har høj beskæftigelse og høj kvalitet,” siger Stine Pilegaard Jespersen

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Stine Pilegaard Jespersen

Underdirektør
Medarbejderprofil