;
Gemt

Dansk Erhverv: Regeringen giver velkomment rygstød til dansk industriproduktion

25. oktober 2024

Produktionsvirksomhederne er en vækstmotor for dansk økonomi, men de agerer i en stadig mere usikker verden med voldsom konkurrence. Derfor glæder Dansk Erhverv sig over, at regeringen vil fjerne barrierer for dansk produktion, så virksomhederne kan forløse deres vækstpotentiale. 


Dansk industriproduktion er på flere områder verdensførende, men den globale konkurrence bliver mere intensiv for hver dag, der går. Derfor er det glædeligt, at regeringen nu lægger op til at rulle den røde løber ud for investeringer i produktion til gavn for dansk vækst og velfærd. 

”Dansk industriproduktion står stærkt. Men vi befinder os i en tid, hvor statsstøtte og nye handelsbarrierer gør det vanskeligere for industrivirksomheder at navigere i den globale konkurrence. Derfor er det positivt, at regeringen nu lægger op til at stille de danske produktionsvirksomheder stærkere til gavn for dansk vækst og velfærd,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv. 

Konkret lægger regeringen blandt andet op til at forbedre vilkårene for etablering og udvidelse af produktion i Danmark gennem etableringen af en ny one-stop-shop for produktionsvirksomheder. Noget som Dansk Erhverv har foreslået gennem næsten et år. Tiltaget skal sikre mere smidige forløb for nødvendige godkendelser til at udvidelse og etablering af produktion. 

”I Dansk Erhverv mener vi, at det er ekstremt positivt, at regeringen nu lægger op til at gøre ansøgningsprocesserne hurtigere og smidigere gennem en såkaldt one-stop-shop til sagsbehandling. Det vil styrke mulighederne for anlæg og udvidelser af nye produktionsfaciliteter på dansk jord. I dag oplever virksomhederne at blive kastebold mellem myndigheder, når de ønsker at anlægge eller udvide deres produktion,” siger Brian Mikkelsen: 

“Af samme grund har Dansk Erhverv og arbejdsgruppen under Life Science Rådet selv anbefalet netop one-stop-shop, så det er enormt glædeligt, at regeringen vil samle myndighedsarbejdet.” 

One-stop-shoppen vil som minimum gælde for grønne produktionsvirksomheder, og det er glædeligt. Men det er samtidig vigtigt, understreger Brian Mikkelsen, at de smidigere sagsbehandlinger og myndighedsprocesser også kommer til at omfatte det bredere erhvervsliv, herunder life science-virksomheder. 

Dansk Erhverv glæder sig samtidig over, at regeringen lægger op til at etablere nye industriparker forbeholdt produktionsvirksomheder på tværs af landet. 

”I Dansk Erhverv kan vi kun bakke op om, at man hurtigst muligt får etableret industriparkerne. Vi har været begunstiget af store milliardinvesteringer i de senere år fra blandt andre Novo Nordisk og Fujifilm, men potentialet er endnu større. I dag ser vi, at der allerede er pres på de produktionsegnede arealer med gode forhold for strøm, vand og transportmuligheder, så det er vigtigt, at vi også sikrer optimale forhold for den fremtidige produktion,” siger Brian Mikkelsen. 

Dansk Erhverv kom tidligere på året med udspillet ”Et produktivt Danmark”, som med flere end 50 konkrete initiativer kan vise vejen til bedre vækstvilkår for danske produktionsvirksomheder. 

Heri peger Dansk Erhverv bl.a. også på behovet for endnu mere grøn infrastruktur. 

“I Dansk Erhverv håber vi, at regeringen efter udspillet vil tage fat på, hvordan man hurtigt og smidigt etablerer den nødvendige infrastruktur såsom veje, havnefaciliteter og indsejlinger, der kan understøtte produktionsvirksomhederne. Gode transportforhold er alfa og omega, hvis Danmark forsat skal være et førende produktionsland,” siger Brian Mikkelsen.  

For yderligere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70228010 

Kontakt

Presse

Søren Domino

Mediechef