Gemt

Hun begyndte iværksættereventyret i SFO’en: Nu drømmer 11-årige Amina om at gøre smykkebiks til levevej

25. oktober 2024

Det lykkedes Amina Ahmad at få et mentorskab og 15.000 kroner med hjem, da Løvens Hule Junior løb over skærmen lørdag. Nu drømmer hun om at tage sin smykkevirksomhed til nye højder. Og så håber hun sammen med Dansk Erhverv, at man snart kan oprette et CVR-nummer, selvom man er under 18 år.

På billedet ses Amina Ahmad sammen med influencere, iværksættere og Løver i Løvens Hule Junior Louise Bjerre og Rasmus Kolbe. Louise Bjerre er Aminas mentor. Foto: Sarah Mølsted

“Hej løver! Mit navn er Amina, jeg er 11 år gammel og jeg designer allergivenlige smykker.”

Sådan lød det fra Amina Ahmad fra Brabrand, da hun medvirkede som den første deltager i Løvens Hule Junior på DR1 i lørdags.

Foran fire løver præsenterede hun sin virksomhed ByAmina, som laver håndlavede sølvsmykker – og donerer 10 procent af overskuddet til fodboldpiger i Afrika.

Og det går godt i Aminas biks. For over for løverne kunne hun vise en omsætning på mere end 51.000 kroner i 2024 og en følgerskare på flere end 10.000 mennesker på Instagram.

Og det er da også gået særligt godt med salget efter deltagelsen i Løvens Hule Junior, men det vil Amina Ahmad helst ikke tale om.

”For mig handler det ikke om at tjene penge, men om at hygge mig med at lave smykker,” siger hun.

Det hele begyndte i SFO’en
De spæde iværksættertanker begyndte, da en pædagog i SFO’en viste Amina Ahmad, hvordan man laver øreringe, halskæder og andre smykker. Og netop det inspirerede hende til at producere sine egne smykker.

”Jeg brugte flere timer hver eftermiddag på at lave smykker i SFO’en, og efter sommerferien sidste år begyndte jeg så derhjemme,” fortæller hun.

Men i stedet for at bruge uægte materialer som i SFO’en lavede hun sine egne smykker af ægte sterlingsølv guldbelagt i 18 karat og med ægte ferskvandsperler.

Ikke kun for voksne
Foran hele Danmark viste Amina Ahmad, hvordan kreativitet og handlekraft er hele DNA’et i iværksætteri. Samtidig viste hun, at iværksætteri ikke kun er for voksne.

Men som det ser ud i dag, er reglerne skruet sammen på en måde, så det ikke er muligt at oprette et CVR-nummer, når man er under 18 år. Og sådan burde det ikke være, hvis det stod til Amina Ahmad.

”Jeg var nødt til at oprette min virksomhed i min fars navn, og det, synes jeg, ikke er fedt, for det er jo min virksomhed. Det er mig, der laver smykkerne, ikke min far. Derfor synes jeg, at det burde være muligt at få sit eget CVR-nummer selvom man er under 18 år,” siger hun og tilføjer:

”Der er nok nogle under 18 år, som giver op på at få sin egen virksomhed, når de ser, hvor besværligt det er. Det er ærgerligt, synes jeg.”

Skal drive fremtidens erhvervsliv
Ifølge Dansk Erhvervs chef for iværksætteripolitik, Freja Brandhøj, skal vi hjælpe unge iværksættere som Amina og gøre det nemmere at starte sin egen virksomhed.

”Vi lever i et samfund, hvor unges kreativitet og handlekraft holdes tilbage, og det er på tide, at vi sætter de unge iværksættere fri. De unge har masser af gode forretningsideer, som samfundet har hårdt brug for. Så lad os bygge deres ideer op i stedet for at drukne dem i bureaukrati,” siger Freja Brandhøj og tilføjer:

”Når man møder unge som Amina på 11 år, så kan man godt mærke, at hun kommer til at drive dansk erhvervsliv i fremtiden, og det må jeg sige, at jeg er helt og aldeles fortrøstningsfuld omkring.”

Sandkasseordning som i Norge
Men hvad skal vi så gøre for, at det bliver nemmere for unge iværksættere som Amina Ahmad at stable deres egen virksomhed på benene?

Ifølge Freja Brandhøj skal vi lade os inspirere af Norge og indføre en såkaldt ”Sandkasseordning”, hvor unge under 18 år kan få deres eget CVR-nummer – en “UIV”, som Amina Ahmad kalder den.  

For det vil give dem mulighed for at tage de første skridt som iværksættere uden at blive bremset af lovgivningen, der i nogle tilfælde tilskynder de unge iværksættere til at droppe eller udsætte deres driftige planer om at starte egen virksomhed.

Samtidig skal iværksætteri have en plads på skoleskemaet, så børn og unge stifter bekendtskab med at lave et budget, sælge en idé og starte en virksomhed, lyder det fra Freja Brandhøj.

”Vi skal og må understøtte de seje unge iværksættere i Danmark – de er fremtidens erhvervsliv,” siger hun.

Smykker som levevej
Amina Ahmad er stolt af det, hun har opnået med sit smykkebrand, som hun både sælger på sin egen webshop og hos livsstilsbutikken KAiKU i Brabrand – hendes første forhandler.

Og drømmene for fremtiden, ja, de er da også store:

”Jeg gad rigtig godt at kunne forhandle mine smykker hos Salling, Illums Bolighus eller Magasin. Og så drømmer jeg om, at jeg en dag kan leve af at lave smykker,” siger hun.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Freja Brandhøj

Chef for iværksætterpolitik
Kommunikation & Presse

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent