;
Gemt

Juridisk brevkasse: Er der ophavsretlige udfordringer ved at bruge AI-tjenester?

21. oktober 2024

I den juridiske brevkasse svarer Dansk Erhvervs jurister på aktuelle spørgsmål fra medlemmer. Her kan du læse om opmærksomhedspunkter i forbindelse med leverancer, som involverer brug af AI og ophavsretligt beskyttet materiale.

I Rådgiverbranchens brevkasse besvarer Dansk Erhvervs jurister et aktuelt juridisk spørgsmål. Bemærk, at alle svar gives på generel og overordnet basis, og derfor ikke kan erstatte konkret juridisk rådgivning. Dansk Erhverv kan ikke gøres ansvarlig for indholdet i et svar.

Kære brevkasse

Jeg arbejder som selvstændig konsulent, og laver sommetider grafisk arbejde for virksomheder, eksempelvis konsulentbureauer. Er der ophavsretlige udfordringer ift. at lave en leverance eller et grafisk produkt til min kunde ved brug af de generative AI-tjenester, og hvilke forhold skal jeg generelt være opmærksom på?

Med venlig hilsen Kadim

-----------------------------------

Kære Kadim

Tak for dit gode og relevante spørgsmål.

Generativ AI giver mange fantastiske muligheder for at skabe kreativt indhold, og de utallige AI-værktøjer kan være med til at skabe en leverance, som skaber stor værdi for kunden. Selvom der er mange positive elementer, er der selvfølgelig også en række forretningsmæssige og juridiske forhold, som man som leverandør skal være opmærksom på - så man ikke uforvarende krænker andres rettigheder. Vi har endnu ingen danske domme, som direkte tager stilling til kunstig intelligens og ophavsret, men da loven i overvejende grad er teknologineutral, kan man dog opstille et par generelle råd med udgangspunkt i den gældende ophavsretslov.

Hvad står der i kontrakten med kunden?
I første omgang er det selvfølgelig relevant at gennemgå din kontrakt med din kunde for at se, om din kunde stiller krav ift. brug af generativ AI. Det kan være, at kunden har forbehold over for brugen, eller i øvrigt har en AI-retningslinjer, som du som leverandør gennem kontrakten forpligtes til at overholde. Her skal du også være påpasselig med at fodre AI-tjenesterne med kundens oplysninger, da der kan være betydelige konsekvenser, hvis du uberettiget prompter tjenesterne med personoplysninger eller forretningshemmeligheder.

Ophavsretsloven og brugen af generativ AI
Ophavsretsloven beskytter det man kalder ”litterære og kunstneriske værker”, som eksempelvis kan være film, musik, billedkunst, brugskunst og fotografier mv. Hvis en person (kaldet enten ”ophaveren” eller ”rettighedshaveren”, hvis værket efterfølgende overdrages) har skabt et værk, som beskyttes efter ophavsretsloven, så får personen en eneret til at råde over værket, og en ret til at forbyde andres uberettigede brug heraf. Eneretten gælder både for værket, men personen vil også kunne forbyde bearbejdelser, som på uberettiget vis ligner værket – også selvom disse ikke er helt identiske med det oprindelige værk.

Når du benytter generativ AI til at lave grafiske produkter - eksempelvis til at fremstille et billede – eller videoprodukt for din kunde, som skal bruges i markedsføring - skal du derfor overordnet være opmærksom på ikke at producere output, som ligger så tæt op ad et eksisterende værk, at det kan siges at udgøre en ulovlig kopi efter ophavsretsloven. Det kan eksempelvis være, hvis du fodrer AI-tjenesten med et ophavsretligt beskyttet værk, som du ikke har rettighederne til, og herefter prompter tjenesten til, at den skal skabe en efterligning af dette værk. Det kan også være hvis du generelt prompter tjenesten til, at den skal skabe en efterligning af et andet eksisterende værk. Ophavsretsloven kan også beskytte mod ubevidste efterligninger, så selv hvis du ikke aktivt beder om en kopi, kan outputtet stadig komme i karambolage med lovgivningen, hvis det uberettiget ligner et andet, eksisterende værk. På denne måde vil der ikke være synderlige forskelle i de konsekvenser, du kan stilles over for, hvis du uberettiget kopierer andres materiale via generativ AI, end hvis du i stedet havde lavet en anden digital eller analog kopi. Afhængig af sagen vil der herefter kunne være en nærliggende risiko for, at du vil være ansvarlig over for din kunde, for den ydelse du har leveret, hvis kunden bliver mødt af krav fra rettighedshaveren til det krænkede værk.

Vær derfor opmærksom på, ikke at anvende andres rettigheder, medmindre du har de nødvendige tilladelser, eller i øvrigt kan gøre brug af de undtagelser, som gælder i medfør af ophavsretsloven, og som bl.a. fremgår af lovens kapitel 2. Brug i markedsføringsmæssig sammenhæng kan i øvrigt være en skærpende omstændighed, idet ophaveren yderligere er beskyttet imod, at vedkommendes værk benyttes i krænkende sammenhæng, hvilket brug i markedsføringsmæssig sammenhæng normalvis vil være. Består din leverance i øvrigt af indhold med brug af mennesker/ansigter mv., så skal du også være opmærksom på de regler, som gælder i medfør af personlighedsretten.

Et helt yderligere spørgsmål er, hvilke rettigheder du selv får til de frembringelser, som du skaber via generativ AI. I fraværet af danske afgørelser er det uafklaret, om du selv opnår ophavsret til frembringelserne, men i de tilfælde, hvor du kun bruger AI som et hjælpeværktøj, og selv foretager intellektuelle og kreative valg, er det ikke utænkeligt at forestille sig, at du kan få ophavsret til værket. Sørg derfor for at kunne dokumentere dine kreative valg, herunder dine prompts.

Hvad med AI-tjenestens vilkår?
Til slut er det også vigtigt at være opmærksom på AI-tjenestens vilkår (ofte benævnt ”Terms and Conditions”). Disse vil ofte indeholde regler for hvordan du må benytte de producerede output, eksempelvis om outputtet må anvendes kommercielt. Vilkårene kan i visse tilfælde også give svar på, hvordan tjenesten forholder sig til ophavsret og rettigheder, og om tjenesten er indrettet til at undgå, at der sker ophavsretlige krænkelser. Disse vilkår skal derfor læses i tilknytning til kontrakten med din kunde, men kan også være med til at sikre dig det nødvendige overblik.

Som med alt andet brug af AI er det således vigtigt at bruge sin sunde fornuft, og sin kritiske sans, så man kan nyde godt af de fantastiske muligheder, som den generative AI kan tilbyde.

Kontakt

Finans, Medier & Kreative Erhverv

Jonatan Rasmussen

Advokatfuldmægtig