Gemt

Ny rekord i den offentlige sektor: Antallet af administrative ansatte runder 100.000

29. oktober 2024

Beskæftigelsen i det offentlige sætter ny rekord, viser nye tal. Samtidig runder antallet af offentligt fuldtidsansatte, der beskæftiger sig med administration, 100.000. Det er også ny rekord. Ingen grund til jubel, men grund til at vende udviklingen, siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv. 

Antallet af offentligt ansatte bare stiger og stiger trods politiske intentioner om at vende udviklingen. 

Antallet af fuldtidsbeskæftigede i det offentlige nåede i 2. kvartal i år op på hele 767.000 fuldtidsbeskæftigede. Samtidig rundede antallet af offentligt ansatte, der beskæftiger sig med administration, 100.000. 

Begge tal er rekorder. 

”Tallene afslører en form for dobbeltrekord, men der er ingen grund til jubel. Der er rekord i både antallet af offentligt ansatte samt i antallet af de offentligt ansatte, der er beskæftiget med administration. I 2. kvartal i år nåede vi faktisk op på 100.000 administrative ansatte på fuld tid i det offentlige. Det er ny, kedelig rekord,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv: 

Det går den helt forkerte vej, og det er helt afgørende at få trukket udviklingen den anden vej. Med det politiske fokus på den offentlige sektor, som findes for tiden på Christiansborg, er det oplagt, at særligt den administrative del af den offentlige sektor gennemgås grundigt, for vores nye analyse mere end antyder, at der kan frigøres ressourcer her.” 

Antallet af fuldtidsbeskæftigede i det offentlige, der arbejder med administration, er i dag 14.000 højere end før coronakrisen.

”Det giver ingen mening. Under tiden med corona gav det mening at ansætte folk til at håndtere den megen administration. I dag burde vi imidlertid se, at niveauet for de administrative ansatte i det offentlige finder tilbage på et normalt niveau. Men i stedet ser vi en udvikling mod endnu flere offentligt ansatte og endda endnu flere, som beskæftiger sig med administration,” siger Brian Mikkelsen. 

Potentiale for milliardbesparelse 
Dansk Erhverv-direktøren peger på, at de mange hænder mangler i det private erhvervsliv, der som følge af den demografiske udvikling står overfor massiv mangel på arbejdskraft. 

”En person, der arbejder fuld tid i det offentlige, kan selvsagt ikke arbejde i det private, hvor man skriger på arbejdskraft. Derfor bør man finde en bedre fordelingen mellem antallet af ansatte i det offentlige og i det private,” siger Brian Mikkelsen. 

Samtidig udgør de administrative ansatte en stadig stigende andel af beskæftigelsen i den offentlige sektor. Frem til omkring 2016 lå andelen nogenlunde stabilt på omkring 10,5 pct. af alle ansatte i det offentlige. Siden er den vokset, og i 2. kvartal af 2024 var andelen af administrative ansatte på 13,0 pct. af alle offentligt ansatte.  

”Det er også en kedelig udvikling. Hvis andelen i dag fortsat lå på omkring 10,5 procent, ville der være omkring 19.000 færre fuldtidsbeskæftigede i offentlig administration. Det svarer til en besparelse på omkring 9 milliarder kroner årligt,” siger Brian Mikkelsen.  

Administrative ansatte i de offentlige sektor slår ny rekord i 2. kvartal 2024

pdf

Download

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Domino

Mediechef