Sloganet Opportunity economy skal gøre Kamala Harris til præsident. Men hvad dækker det egentlig over?

Dansk Erhvervs landechef i USA, Søren Friis Larsen, følger den amerikanske valgkamp fra første række. Her giver han sit bud på, hvilken erhvervspolitik en eventuelt kommende præsident Harris vil føre, og hvad den vil betyde for danske interesser.

Analyse af Søren Friis Larsen, landechef i USA for Dansk Erhverv

Hvad kan vi forvente, hvis Harris vinder i november? Det spørgsmål er vi blevet klogere på i den seneste tid, hvor den nuværende vicepræsident med en række dryp af slogans, økonomiske forslag og policy-idéer har løftet en del af sløret for, hvad hun gerne vil.

Det hele er stadig meget stadig usikkert, men lad os kigge på det, vi ved.

Welcome to the opportunity economy
Når det gælder de økonomiske visioner for fremtiden, slår Harris en ganske optimistisk tone an.

Sloganet for hendes økonomiske politik er opportunity economy, der betoner mulighederne i det amerikanske samfund; mere iværksætteri, succes for små, selvstændige erhvervsdrivende, og medvind til den almindelige middelklasse, og ikke bare de allerrigeste amerikanere.

Opportunity economy er først og fremmest et slogan, men Harris har i samme ombæring fremlagt et mere detaljeret program på 89 sider.

Oplægget vidner om en tro på politisk styring, på værdien af en aktiv skatte-, erhvervs- og industripolitik, og om en prioritering af social balance og retfærdighed. Hun planlægger lavere skatter i bunden, især for børnefamilier gennem et forhøjet børnefradrag, og et centralt element i hendes politik er lavere priser på receptpligtig medicin og i det hele taget et stærkt fokus på priser også i dagligvarehandlen – det sidste er dog et område, hvor mange økonomer har sat spørgsmålstegn ved, hvordan hun reelt vil implementere dette.

En ”mulighedsøkonomi” handler også om, at flere skal have adgang til at købe deres bolig – derfor foreslår hun også et økonomisk tilskud til førstegangskøbere. Igen et forslag, hvor man med økonomiske briller kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er den bedste måde at få flere husejere på – men hun viser med dette forslag, at hun ikke er bleg for også at gribe de mere populistiske tiltag fra den økonomiske værktøjskasse. Forslaget minder lidt om det, der har været et stort slagnummer for Biden, nemlig eftergivelse af studiegæld: Reelt ikke det bedste til social omfordeling, stærkt kontroversielt hos domstolene og oppositionen – men enormt populært blandt kernevælgerne.

Betydningen for danske erhvervsinteresser
Set med danske briller må man forvente, at en Harris-administration vil repræsentere en høj grad af kontinuitet fra Biden. Hun har ikke sagt meget om klima i valgkampen, men det er velkendt, at hun har en grøn profil, måske også grønnere end Biden, hvilket ikke mindst var tydeligt, da hun var justitsminister i Californien. Det virker derfor oplagt, at hun vil fortsætte, måske endda accelerere, den grønne omstilling og reindustrialisering af USA, som Biden har igangsat med Inflation Reduction Act, the CHIPS Act og så videre. Det er sød musik i ørerne på de danske virksomheder, der særligt som følge af netop Bidens IRA ser USA som land of green oppportunities.

Harris’ historik, aktuelle forslag og udmeldinger indtil nu peger på, at hun vil føre en forholdsvis midtsøgende, men aktivistisk erhvervspolitik med fokus på større lighed og på at styrke amerikanske virksomheder og erhvervsliv. Det har danske virksomheder indtil nu godt kunne lege med på, og det vil de formodentlig få gode muligheder for også at gøre under en kommende Harris-administration.

Handelspolitisk vil hun formodentlig være et lunkent europæisk bekendtskab – ikke nogen katastrofe, men omvendt bestemt heller ikke nogen frelser af den haltende globale frihandel. Hendes mere populistiske forslag om boligfradrag, iværksætterlån og skattefrihed for drikkepenge vil ikke få stor betydning i det store, internationale billede. Derimod vil det bidrage til kontinuiteten, at hun har bakket op om den økonomiske støtte til Ukraine, Centralbankens politiske uafhængighed, og USA’s internationale klimaforpligtigelser.

Trumpificering af handelspolitikken
Trump har meget bombastisk sagt, han vil lægge en markant told på alle udenlandske varer og en ekstrahøj told på varer fra Kina. Det har Harris og hendes kampagne kritiseret stærkt for at være en ekstra moms for de amerikanske forbrugere, men det betyder ikke, at Harris er frihandlens forkæmper og bannerfører. Tværtimod er det lykkedes Trump at præge hele USA’s tænkning omkring international handel, og han har skabt en konsensus langt ind i Demokraternes lejr om, at Kina udgør en økonomisk trussel for USA og bør betragtes som en fjende i den økonomiske politik.

Derfor er der ingen grund til at tro, at Harris vil være ivrig efter at reversere Trumps handelspolitik, genoplive den hensygnende verdenshandelsorganisation WTO, eller søge ambitiøse frihandelsaftaler med EU. Vi kan højest håbe på, at hun vil gå mere efter præcisionsbombning end tæppebombning i sit økonomiske diplomati sammenlignet med Trump. Spændingen i forholdet til Kina vil bestå, og der vil fortsat være fokus på at stække kinesiske muligheder globalt gennem en afkobling teknologisk, økonomisk og kommercielt. Det vil derfor være en rigtig god idé for danske virksomheder, hvis forsyningskæde på den ene eller anden måde runder Kina, at forberede sig på, at et Harris-ledet USA også være meget skeptiske overfor Kina.