Gemt

Temu indtager Danmark: Her er 10 vilde tal om den kinesiske e-handelsgigant

07. oktober 2024

Med værktøjer som lave priser, billig fragt og gamification er Temu på kort tid blevet en gigant i Danmark. Her kan du via 10 punkter blive lidt klogere på vækstkometen, der - næsten lige meget hvad du sælger - er blevet en af dine hårdeste konkurrenter.

  • Næstmest benyttede netbutik i DK.

Temu stormer op på listen over de mest benyttede netbutikker i Danmark, hvor den kinesiske gigant nu kun overgås af Zalando.

  • Flest produkter, der falder igennem i test.

Mange af de produkter, man kan købe på Temu, lever ikke op til europæiske krav og kan i flere tilfælde udgøre en sundheds- eller sikkerhedsmæssig risiko, særligt for børn. Det viser Forbrugerrådet Tænks undersøgelse af i alt 38 varer fra forskellige produktkategorier, som de har købt på Temu.

  • Downloaded over 85 millioner gange i Q2 2024.

Temu var den mest downloadede shopping-app på verdensplan i 2023 med 337,2 millioner downloads, 1,8 gange mere end Amazon Shopping.

  • Fire ud af ti danske Temu-kunder handler mindst én gang om måneden ho Temu.

Hver tredje danske forbruger handler hos Temu, og 4 ud af 10 af Temu-kunderne gør det mindst én gang om måneden.

  • Negativ NPS-score.

Temu er rykket ind i toppen af de mest brugte netbutikker i Danmark, men NPS afspejler langt fra dette, da Temu scorer lavest blandt de 10 mest benyttede netbutikker.

  • En gennemsnitsordrer er på 181 kr.

Gennemsnitsprisen per Temu-ordre er 181 kroner, hvilket er markant lavere end de 810 kr., som er gennemsnitsprisen for danskernes normale køb på nettet.

  • Cirka halvdelen af landets børnefamilier har købt ting på Temu.

Temu bliver brugt af alle forbrugergrupper i Danmark, men er ekstra benyttet hos nogle af dem – blandt andet børnefamilierne.

  • På rekordtid er Temu blevet en VLOP (Very Large Online Platforms), der har over 45 millioner brugere om måneden i Europa.

Dette enorme antal månedlige brugere, som Temu har meddelt Kommissionen, ligger over tærsklen i forordningen om digitale tjenester og Temu er derfor udpeget som meget stor onlineplatform.

  • 2,3 milliarder varer under toldgrænsen på 150€ kommer ind i EU.

Ifølge Kommissionen blev der importeret 2,3 milliarder varer under toldgrænsen på 150€ til EU sidste år. Ser man på alle varer, var Kina sidste år største importleverandør og tegnede sig for 20,5% af de varer, der kom ind i EU. Tallet er således ikke kun Temu, men også Shein og AliExpress.

  • 82 milliarder kr. i omsætning 1. kvartal af 2024.

Vækst hos onlineplatformene Temu og Pinduoduo hjalp ejerkoncernen bag, PDD Holdings, til en rekordhøj omsætning i første kvartal af koncernens regnskabsår. PDD Holdings omsætning steg således med 131 pct. til 86,9 mia. yuan (over 82 mia. kr.) i forhold til samme periode sidste år.

 

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent