Gemt

Temus fremgang fortsætter: Det er dybt bekymrende

10. oktober 2024

4 ud af 10 danskere handler hos Temu. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Det kalder på handling, for de danske virksomheder er pressede, lyder det fra Niels Ralund, som er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Trods talrige undersøgelser, der viser, at rigtig mange varer fra Temu er farlige, stopper de danske forbrugere ikke med at shoppe løs hos den kinesiske gigant.

Tværtimod.

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser således, at andelen af danskere, der handler hos Temu, er vokset fra 32 procent i maj til 39 procent i september. Udviklingen kommer ikke bag på e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund. Men det gør den ikke mindre bekymrende:

”Selvom gennemsnitskøbene er små, så er det stadig uhyggeligt mange ordrer, der går til Temu. Det kan altså mærkes hos mange danske virksomheder.”

”Jeg taler jævnligt med virksomheder, der siger, at de er pressede af Temu. Både fordi de mister ordrer, men også fordi annoncepriserne bliver presset op. Det er bekymrende,” uddyber han.

Dansk Erhvervs medlemsundersøgelse viste tidligere på året, at 6 ud af 10 danske netbutikker er presset af Temu.

Købsfrekvensen aftager en smule
Hvis Niels Ralund skal finde et lille lys i analysens mørke, så peger han på, at de danske forbrugere har skruet lidt ned for købsfrekvensen. Der er blevet færre af dem, der handler hver uge – de handler nu tilsyneladende ”kun” mindst én gang om måneden.

”Det går da den rigtige vej, men det er ikke ligefrem nok til at få smilet frem, for det skal jo sammenholdes med, at det vælter ind med nye kunder.”

Han mener dog, at det kan være et tegn på, at forbrugerne måske ikke er så imponerede af de varer, de handler:

”Vores store E-handelsanalysen fra 1. halvår 2024 viser da også, at Temu får den laveste NPS-score blandt de største netbutikker. Helt kynisk vil jeg håbe, at det fortsætter, og at flere kunder vil indse, at det altså godt kan blive for billigt.”

Politikere skal tæmme Temu
Vi kan dog ikke vente på, at forbrugerne indser, at de løber en risiko OG skader danske virksomheder, når de handler på Temu,  pointerer Niels Raund. Derfor er der brug for, at politikerne får tæmmet Temu:

”Derfor er jeg også glad for, at Danmark og flere andre lande har foreslået at fjerne Temus told-fordel, og at der generelt er kommet mere fokus på, at Temu og andre platforme fra lande uden for EU skal leve op til de samme regler som danske og europæiske virksomheder. Forhåbentlig kan analysen få politikerne til at handle hurtigere. Det er der – som analysen viser - brug for.”

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent