;
Gemt

Dansk erhvervsliv på besøg i Bruxelles: Er din virksomhed klar til EU’s nye krav?

01. april 2025

Dansk Erhverv har været i Bruxelles for at drøfte nye EU-regler om emballage, affald og bæredygtigt produktdesign. Besøget gav indsigt i kommende krav og deres betydning for danske virksomheder. 

Dansk Erhverv har med en række medlemsvirksomheder netop været i Bruxelles for at blive klogere på, hvordan de kommende EU-regler inden for emballage, affald og produktdesign vil påvirke de danske virksomheder. 
 
Formålet var at få indblik i reguleringer som blandt andet reglerne om emballage og emballageaffald, affaldsdirektivet og udvidet producentansvar samt øget fokus på økodesign af bæredygtige produkter. 
 
Under besøget var der planlagt møder med repræsentanter fra Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og den danske EU-repræsentation. Her blev det drøftet, hvordan de nye grønne krav, herunder producentansvar for tekstiler og produktkrav- og informationskrav i Ecodesignforordningen, vil påvirke de danske virksomheder. Der blev også talt om behovet for at afklare, hvordan man bør håndtere usolgte varer.  
 
Et af turens højdepunkter var debatten i Europa-Parlamentet med Rasmus Nordqvist (SF), Niels Flemming Hansen (K) og Stine Bosse (M). Debatten omhandlede især, hvordan danske tekstilvirksomheder kan navigere i et stadig mere komplekst EU-reguleringslandskab, hvor implementeringen af retningslinjerne får stor praktisk betydning i hverdagen. 

Debat i Europa Parlamentet med Rasmus Nordqvist (SF), Niels Flemming Hansen (K) og Stine Bosse (M). 

I Dansk Erhverv arbejder vi for at sikre, at de nye regler både understøtter de grønne ambitioner og gør det muligt for virksomhederne at fastholde deres konkurrenceevne. Det betyder, at vi skal sikre en harmoniseret implementering af de kommende EU-reguleringer på tværs af medlemsstaterne. 
 
Som led i det arbejde er erhvervslivets dialog med beslutningstagerne afgørende. Derfor vil vi i Dansk Erhverv fortsat arbejde for at bringe virksomhedernes perspektiver i spil over for beslutningstagerne, og vi står klar til at vejlede vores medlemmer, så de er bedst muligt forberedt på de konkrete krav og muligheder, der følger med den grønne omstilling. 
 
Har du lyst til at vide mere om kommende arrangementer eller deltage i en af vores næste ture til Bruxelles? Så er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Andreas Hastrup Clemmensen eller politisk konsulent Marie Josephine Mustelin. Du finder kontaktoplysningerne herunder. 

Kontakt

Handel

Marie Josephine Mustelin

Politisk konsulent
Miljø

Andreas Hastrup Clemmensen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil