Højesteret: Intet brud på arbejdstidsloven ved pasning af autistisk søn i hjemmet

Højesteret har i en ny dom afgjort, at det ikke var i strid med arbejdstidslovens 48-timers regel, da en far passede sin autistiske søn i hjemmet. Højesteret fastslog, at allerede fordi, der ikke var etableret et over- og underordnelsesforhold, var faderen ikke lønmodtager i arbejdstidslovens forstand og derfor heller ikke berettiget til en godtgørelse for brud på 48-timers reglen.

Sagen kort
Sagen vedrørte faderen til en 20-årig mand med atypisk autisme, som efter at have boet på et bosted i en række år efter en ferie ikke ønskede at vende tilbage til bostedet. Han flyttede derfor hjem til sine forældre igen, og der blev i den forbindelse indgået en aftale med kommunen om, at faderen skulle yde den daglige støtte til sønnen i hjemmet i 30 timer pr. uge.

Det fremgik af aftalen, at formålet var, at sønnen havde indhold i hverdagen og blev guidet og støttet til at lave udadrettede aktiviteter. I praksis kom faderen dog ligeledes til at udføre mere omfattende pleje- og omsorgsopgaver for sønnen, som ikke var en del af aftalen med kommunen.

De omfattende pleje- og omsorgsopgaver medførte, at han faderen ikke kunne holde sig indenfor den aftalte tid på 30 timer pr. uge. Faderen mente derfor, at det reelle arbejde med sønnen havde oversteget 48 timer ugentligt beregnet som et gennemsnit over 4 måneder, hvorfor han havde krav på en godtgørelse for brud på arbejdstidsloven.

Spørgsmålet var dog i første række, om aftalen mellem kommunen og faderen indebar, at han var omfattet af lønmodtagerbegrebet i arbejdstidsloven.

Højesterets dom
Højesteret fastslog indledningsvist med henvisning til EU-domstolens praksis, at forudsætningen for, at der er tale om en lønmodtager i arbejdstidslovens forstand, er, at der er tale om et underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver.

I forhold til den konkrete sag lagde Højesteret vægt på, at det fremgik af aftalen mellem kommunen og faderen, at formålet med aftalen var at sikre indhold i hverdagen og støtte til at lave udadrettede aktiviteter. Højesteret bemærkede, at det ikke fremgik af aftalen, hvornår på dagen støtten skulle ydes, hvorfor faderen selv kunne tilrettelægge arbejdet inden for rammen på 30 timer pr. uge.

Herudover henviste Højesteret til, at der ikke blev udarbejdet handleplaner eller lignende for den støtte, som skylle ydes, samt at der ikke var nogen pligt til at føre journal eller på anden måde afrapportere til kommunen.

På baggrund af de samlede omstændigheder fastslog Højesteret derfor, at der ikke blev etableret et over- og underordnelsesforhold mellem kommunen og faderen. Faderen kunne derfor i den konkrete og atypiske situation ikke anses for lønmodtager i arbejdstidslovens forstand, hvorfor han allerede på den baggrund ikke var berettiget til en godtgørelse efter loven.

Højesteret bemærkede endvidere, at faderen ikke var forpligtet til at arbejde i mere end 30 timer om ugen, og kommunen havde heller ikke pålagt ham at arbejde mere, men havde tværtimod afvist dette. Det kunne derfor ikke anses for at være et led i aftalen med kommunen, at faderen efter det oplyste udførte et langt mere omfattende pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen. Som følge heraf ville der ikke foreligge et brud på arbejdstidslovens § 4, selv hvis faderen måtte anses for lønmodtager i kommunen.

Dansk Erhverv bemærker
Højesterets dom illustrerer, at forudsætningen for at nyde beskyttelse efter arbejdstidsloven er, at der er tale om en lønmodtager i et ansættelsesforhold. Dette var ikke tilfældet i den konkrete og noget atypiske situation, hvor der var tale om en fars pasning af sin autistiske søn i hjemmet. I den konkrete sag blev det særligt afgørende for spørgsmålet om lønmodtagerstatus, at der reelt ikke var nogen instruktionsbeføjelse eller forpligtelse til at afrapportere over for kommunen.

Dansk Erhverv opfordrer medlemmerne til at rette henvendelse, hvis der er spørgsmål til lønmodtagerbegrebet eller arbejdstidsloven i øvrigt.

Nyheden er skrevet på baggrund af Højesterets dom af 3. april 2025 i sag BS-49851/2024-HJR.