Medarbejder havde krav på fastholdelsesbonus, selvom betingelserne i bonusaftalen ikke var opfyldt

Landsretten vurderede, at en medarbejder havde krav på fastholdelsesbonus, efter at han havde opsagt sin stilling, selvom betingelserne for bonus ikke var opfyldt. Landsretten fandt, at der var tale om løn omfattet af funktionærlovens § 17 a.

Gældende ret
Hvis en funktionær modtager bonus som en del af den fastsatte eller aftalte løn, følger det af funktionærlovens § 17 a, stk. 1, at bonussen skal udbetales forholdsmæssigt for regnskabsåret, hvis medarbejderen fratræder sin stilling i et løbende regnskabsår.    

Dette kan undtagelsesvis fraviges, hvis bonussen er særligt aftalt som led i at fastholde medarbejderen i stillingen i en given periode. Der er i så fald særlige krav til både de konkrete omstændigheder for, hvornår en fastholdelsesbonus kan aftales, og til indholdet af sådan en aftale.    

Den konkrete sag
Sagen handlede om, hvorvidt en medarbejder havde krav på bonus, efter han havde opsagt sin stilling.

Medarbejderen blev ansat i 2017 som byggerådgiver og blev senere afdelingsleder. Medarbejderen var i sin kontrakt omfattet af en bonusordning, som var reguleret af en løn- og provisionsaftale og et tillæg hertil, der bl.a. afhang af antallet af salgskontrakter og dækningsgraden af disse.

Tillægget til aftalen indeholdt en særordning for regnskabsåret 2020-2021, som gjorde det lettere at opnå bonus. For at være omfattet af denne ordning var det bl.a. en betingelse, at medarbejderen ikke havde opsagt sin stilling på forfaldstidspunktet for bonussen.  

Medarbejderen opsagde sin stilling i februar 2022, hvilket var inden bonussen efter særordningen var blevet beregnet og udbetalt. Herefter rejste medarbejderen krav om udbetaling af bonus på 150.000 kr. i henhold til funktionærlovens § 17 a, som han ville have været berettiget til, hvis han var blevet i stillingen.

Virksomhedens påstod, at bonussen var en fastholdelsesbonus, som ikke var omfattet af funktionærlovens § 17 a.

Afgørelse og begrundelse
Landsretten fandt, at tillægget for særordningen knyttede sig til løn- og provisionsaftalen, og aftalerne skulle derfor ses som et samlet aftalegrundlag. Efter aftalerne blev bonusudbetalingen gradueret efter antallet af bonusberettigede salgskontrakter, som den enkelte konsulent havde formået at indgå. Landsretten fandt herefter, at bonusordningen havde et sådant element af at være løn for udført arbejde, at den var omfattet af funktionærlovens § 17 a, stk. 1. Bonussen kunne derfor ikke betinges af, at medarbejderen var ansat på udbetalingstidspunktet.  

Medarbejderen fik derfor medhold i sit krav om manglende udbetaling af bonus.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen viser, at der stilles meget strenge krav til, hvornår man som arbejdsgiver kan undlade at udbetale (forholdsmæssig) bonus til en medarbejder, som fratræder i løbet af et regnskabsår. Dette gælder også, selvom det fremgår af bonusaftalen, at det er en forudsætning for udbetaling af bonus, at medarbejderen er ansat på udbetalingstidspunktet for bonussen.

Efter retspraksis må en fastholdelsesbonus således alene være en præmiering af medarbejderen for at forblive ansat i sin stilling, ligesom det formentlig også er en betingelse, at der skal foreligge nogle særlige forhold, som gør det nødvendigt for virksomheden at aftale en fastholdelsesbonus.

Dansk Erhverv anbefaler virksomhederne, at de søger juridisk rådgivning forud for indgåelser af bonusaftaler, særligt hvis virksomheden ønsker, at aftalen skal betinges af medarbejderens fortsatte ansættelse hos virksomheden.

Nyheden er skrevet på baggrund af Vestre Landsret dom af 5. februar 2025 i sag 21468/2024-VLR.