;
Gemt

Nu bliver generationsskifte lettere: ”Det betyder alt for vores familie”

08. april 2025

Efter 10 år med usikkerhed for familieejede virksomheder har regeringen sammen med en række partier netop vedtaget en lov, der forenkler værdiansættelsen ved generationsskifte og sænker skatten. Det vækker glæde hos Erick Thürmer, der nu tør drømme om at lade sønnike på 11 år blive 5. generationsejer af Thürmer Tools. 

Erick-Thürmer-900.jpg

Landets familieejede virksomheder kan nu trække vejret lettere. 

Regeringen har sammen med DD, LA, K, RV og DF vedtaget en ny lov, der skaber klarhed om de skattemæssige forhold for familieejede virksomheder. 

Med den nye lov – L 123 – bliver to afgørende ændringer nu en realitet: 

  • Der indføres en skematisk værdiansættelse, som gør det nemmere og mere forudsigeligt at fastsætte virksomhedens værdi 
  • Afgiften ved generationsskifte sænkes fra 15 til 10 procent 

Lovændringen vækker glæde hos Erick Thürmer, som er 4. generationsejer i den 127 år gamle virksomhed Thürmer Tools.  

”Vi har levet med usikkerhed om reglerne i mange år, så det giver en stor tryghed, at vi nu har en ny lov med stort flertal. Det er jeg utrolig glad for,” siger han og uddyber:  

”Jeg opfatter også loven som en stor anerkendelse. Jeg føler, at politikerne med den nye lov siger: ‘I betyder virkelig meget for vores samfund, og derfor skal I have bedre vilkår.” Det påvirker mig meget – for den her forretning betyder alt for vores familie. Det er vores kald.” 

En længe ventet forbedring 
For Erick Thürmer er hans virksomhed ikke bare et spørgsmål om omsætning, bundlinje og salg. Det er 127 års familiehistorie. Det er hans forældre og bedsteforældres hårde arbejde med noget, de troede på. 

Den nye lov skaber den ro og afklaring, som mange virksomhedsejere har efterspurgt gennem et helt årti. 

Thürmer Tools har tidligere stået i en situation, hvor det reelt ikke kunne lade sig gøre at føre virksomheden videre i familien. Usikkerheden om, hvordan man beregnede værdien af virksomheden og afgiften var simpelthen for stor, fortæller Erick Thürmer, som på var tæt på at sælge virksomheden. 

”Det gjorde virkelig ondt, men jeg frygtede, at vi blev nødt til det. Heldigvis droppede vi idéen og ventede. Med den nye lov bliver det enklere og billigere i fremtiden, og derfor får vi lettere ved at holde virksomheden i familien. Det betyder alt for os.” 

Mindre usikkerhed – færre tvangsfrasalg 
Dansk Erhverv har i flere år kæmpet for bedre vilkår til de familieejede virksomheder. I det arbejde har den skematiske værdiansættelse og en lavere afgift været store mål. Derfor er der stor glæde over den nye aftale hos Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv. Han peger på, at de familieejede virksomheder udgør rygraden i dansk erhvervsliv, og derfor er det godt – og på høje tid – at de nu får bedre vilkår:  

”Vi har set eksempler på virksomheder, der enten måtte lukke, skære ned eller sælge fra for at kunne betale skatten. Det har ikke bare ramt den enkelte virksomhed, men også stabiliteten og investeringslysten i dansk erhvervsliv. Det kommer vi forhåbentligt til at se mindre af.”  

Fremtiden er blevet lettere at planlægge 
For Erick Thürmer betyder loven, at han med større tryghed kan begynde at forberede næste generations ejerskab. Hans 11-årige søn spørger allerede interesseret ind til virksomhedens omsætning, og nu kan planerne begynde at tage form. 

”Hvis hans interesse holder, vil vi selvfølgelig gerne føre virksomheden videre til ham. Det er blevet langt mere realistisk nu,” siger han. 

Et vigtigt skridt, men ikke endestationen
Hos Dansk Erhverv ser man den nye lov som et stort fremskridt, men også som begyndelsen på en ny fase, hvor rammerne for generationsskifte løbende bør forbedres. 

”Skatten kan godt komme endnu længere ned, som den tidligere har været. Det vil vi fortsætte med at arbejde for,” siger Brian Mikkelsen. 

Fakta: Det ændrer den nye lov

Skematisk værdiansættelse indføres, hvilket betyder, at virksomhederne får et retskrav på en mere enkel og forudsigelig beregning af virksomhedens værdi – og dermed den skat, der skal betales. I mange tilfælde vil denne værdiansættelse ligge lavere end hidtil. 

Afgiften sænkes fra 15 % til 10 % ved generationsskifte mellem familiemedlemmer. Det letter det likviditetstræk, som ofte har været en stopklods for at overdrage virksomheden. 

Læs også

Kontakt

Skat

Fie Møller Jensen

Skattepolitisk chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent