;
Gemt

Bortvisning af tre medarbejdere for systematisk tidssnyd var berettiget

DANSK ERHVERV | PERSONALE | 5. FEBRUAR 2025

Tre medarbejdere blev bortvist grundet uregelmæssigheder i arbejdstid og tidsregistrering. Dommeren i den faglige voldgift fandt bortvisningerne berettiget.

Gældende ret
En arbejdsgiver kan bortvise en medarbejder uden varsel, hvis der foreligger grov misligholdelse af ansættelsesforholdet. Bevisbyrden påhviler arbejdsgiveren, der skal kunne dokumentere de faktiske forhold og den alvorlige karakter af misligholdelsen.

Sagen kort
Sagen drejede sig om tre medarbejdere, der arbejdede i et team med vedligeholdelse og servicering af fjernvarmeanlæg. Medarbejderne tilrettelagde, efter eget ønske og efter aftale med virksomheden, i høj grad selv deres arbejde i løbet af arbejdsdagen. Virksomheden havde dog indskærpet retningslinjerne om, at medarbejderne skulle arbejde 37 timer om ugen, og at faste, langvarige og samtidige ophold ikke var tilladt. Det fremgik af virksomhedens personalehåndbog, at arbejdstiden kunne kontrolleres via firmabilernes GPS.

I maj 2023 blev de tre medarbejdere bortvist af virksomheden på grund af grov misligholdelse. Beslutningen blev truffet på baggrund af en stikprøveundersøgelse, hvor GPS-data fra firmabiler og medarbejdernes tidsregistreringer blev analyseret.

Undersøgelsen afdækkede, at medarbejderne havde opholdt sig på steder, der ikke havde nogen tilknytning til arbejdsopgaverne, og at tidsregistreringerne ikke stemte overens med deres faktiske aktivitet. Blandt andet blev det påvist, at medarbejderne havde opholdt sig hos en ekstern leverandør, hvor de hentede materialer til arbejdets udførelse. Disse samtidige ophold fandt sted flere gange om ugen og helt op til 2 timer om dagen. Virksomheden mente, at der var tale om væsentlige overtrædelser af arbejdstidsreglerne og betegnede det som "tidssnyd".

Medarbejderne mente, at deres ophold var arbejdsrelaterede og bestod i bl.a. afhentning af materialer, koordinering af opgaver og udførelse af dokumentationsarbejde. Deres forbund anlagde derfor en faglig voldgiftssag med krav om erstatning for uberettiget bortvisning.

Afgørelsen
Dommeren fandt, at virksomheden via GPS- og tidsregistreringsdata havde dokumenteret en række væsentlige og gentagne overtrædelser af arbejdstidsreglerne. Medarbejdernes forklaringer blev vurderet som utilstrækkelige og utroværdige.

Dommeren lagde særlig vægt på, at medarbejdernes handlinger udgjorde et alvorligt brud på den tillid, virksomheden havde vist dem ved i høj grad at lade medarbejderne tilrettelægge arbejdsdagen selv. Det blev vurderet, at medarbejderne havde en implicit forpligtelse til at anvende arbejdstiden effektivt og i overensstemmelse med ansættelsesforholdets natur.

Det blev endvidere bemærket, at virksomheden havde gennemført en grundig undersøgelse, som gav tilstrækkeligt grundlag for bortvisningen.

Dommeren konkluderede herefter, at medarbejdernes misligholdelse var så grov, at bortvisningen var berettiget. Som følge heraf blev virksomheden frifundet.

Dansk Erhverv bemærker
Sagen illustrerer, at grov misligholdelse af arbejdstidsforpligtelser kan føre til en berettiget bortvisning, hvis arbejdsgiveren kan dokumentere forholdene. Afgørelsen understreger også, at der med frihed til at tilrettelægge arbejdet følger et ansvar for medarbejderen til at overholde de retningslinjer, der måtte gælde herfor.

Kontakt Dansk Erhverv for rådgivning, hvis du påtænker at opsige eller bortvise en medarbejder for tidssnyd.

Nyheden er baseret på Faglig voldgiftskendelse af 14. november 2024 i FV 2024.162.

 

Personalejura