;
Gemt

Dansk Erhverv: Fælles ansvar at få ny ungdomsuddannelse godt fra land

18. februar 2025

Tirsdag er der indgået politisk aftale om landets ungdomsuddannelser. Aftalen indeholder en af de største investeringer i området i mange år, og rummer samtidig ændringer i en størrelsesorden, som ikke er set i årtier. Dansk Erhverv roser aftalens ambitionsniveau og ser frem til at tage medansvar for at aftalen bliver en succes. 

Et flertal i Folketinget har tirsdag indgået en aftale, som betyder både store investeringer og ændringer, når det gælder landets ungdomsuddannelser. Flere uddannelser til unge nedlægges og en ny ungdomsuddannelse, EPX, skal se dagens lys. Dansk Erhverv deler aftalepartiernes ambition om at skabe et stærkt og attraktivt gymnasialt alternativ til unge, der mikser det teoretiske og erhvervsrettede på nye måder:

”Helt overordnet er der tale om en endog meget ambitiøs og omfattende aftale. Den politiske aftale, der nu er landet, indeholder en af de største investeringer i vores ungdomsuddannelser i mange år og rummer samtidig de største ændringer i uddannelser og institutionslandskab, vi har set i årtier. Der er grund til at lette på hatten for den politiske vilje til at tage livtag med store udfordringer, men der venter også en kolossal opgave med implementeringen. Den ser Dansk Erhverv frem til at bidrage til,” siger Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv vil blandt andet have fokus på, hvordan erhvervslivet og virksomhederne kan være med til at realisere ambitionerne om de praktiske dimensioner i EPX, og dermed også det helt nødvendige arbejde med at få teori og praksis til at spille sammen på nye måder.

EPX bliver en stor opgave
Dansk Erhverv har gennem forløbet været bekymret for, at den nye ungdomsuddannelse, EPX, ville blive for bred, idet den skal favne en meget bred gruppe af unge. For eksempel dem, der i dag tager 10. klasse i kommunalt regi for at blive fagligt og personligt klar til en ungdomsuddannelse. For Dansk Erhverv er det vigtigt, at de unge får mulighed for at ruste sig til uddannelserne inden de går i gang, så de ikke møder faglige krav de knækker nakken på.

”Det kommer til at kræve en stor indsats fra alle at give EPX en god start – også fra os i Dansk Erhverv. Målet må og skal være, at færre unge møder nederlag og flere i stedet lykkes i uddannelsessystemet. EPX skal også meget gerne åbne vejen for flere unge til de faglærte uddannelser, hvor der i den grad står virksomheder parat til at tage imod dem. Samtidig har vi fokus på, at uddannelsen bliver attraktiv og sikrer unge, som gerne vil læse videre, et solidt fundament for det. Alt det skal vi nu i gang med at sikre,” siger Claus Rosenkrands Olsen.

Bakker op om karakterkrav
Dansk Erhverv har ved flere lejligheder foreslået at hæve karakterkravet til det treårige gymnasium til 6, som det også er blevet til i den endelige aftale.

”Vi kan se, at mange elever med laveste karakterer ofte falder fra, løfter sig mindst og i mindre grad bruger gymnasiet som afsæt til en videregående uddannelse. Det er dog væsentligt, at der er et reelt og stærkt alternativ til de unge, som ikke kan komme i gymnasiet, og det er netop det, som EPX også skal være,” siger Claus Rosenkrands Olsen.

Claus Rosenkrands Olsen tilføjer, at Dansk Erhverv gerne havde set en bredere aftale om så stor en reform, men at det nu er afgørende, at alle stemmer inddrages og høres i det langstrakte arbejde, der venter forude. For aftalen er kun et første skridt, og opgaverne står i kø de næste fem år.

Kontakt

Presse

Lars Ohlsen

Pressechef
Uddannelse

Claus Rosenkrands Olsen

Uddannelseschef
Medarbejderprofil