;
Gemt

EU-udspil mod Kina-pakker mangler tænder

05. februar 2025

EU-Kommissionen har onsdag præsenteret et udspil, der skal tackle de kæmpe udfordringer med onlinemarkedspladser som fx TEMU. Intentionen er som sådan god, men udspillet er for tandløst og indeholder ikke de rigtige redskaber til at komme udfordringerne til livs, lyder det fra Dansk Erhverv.  

Ønskerne om at løse de konkurrenceforvridende problemer med de mange pakker, som kommer til EU gennem onlinemarkedspladser, der sælger billige, farlige og miljøskadelige produkter har været store både blandt erhvervs-, forbruger- og miljøorganisationer samt beslutningstagere i EU.

I dag kom så EU-Kommissionens udspil til, hvordan de vil løse udfordringen. I Dansk Erhverv hilser man det velkomment, at Kommissionen åbent adresserer udfordringen, men savner et forslag med reel effekt. 

”Skal vi starte positivt, er det godt, at man også hos beslutningstagerne i EU efterhånden har indset, at der er problemer her, der skal løses, hvis ikke det skal gå ud over de ansvarlige europæiske virksomheder, de europæiske forbrugere og den grønne omstilling.  Men der skal tages fat om nældens rod, og det ser vi ikke, at man gør ved at blive ved med at gå rundt om den varme grød og tale om håndhævelse af eksisterende lovgivning og ansvar for sælgere i Kina. Det bør stå klart for enhver, der beskæftiger sig med disse emner, at selve de onlinemarkedspladser, der formidler alt det her farlige skrammel fra tredjelande, skal gøres ansvarlige for at leve op de europæiske regler. Så det er helt afgørende, at onlinemarkedspladser gøres forpligtede til at overholde loven, ligesom alle andre,” siger fagchef for produktsikkerhed og -regulering i Dansk Erhverv Betina Schiønning.  

Snarlig handling er afgørende
Ifølge Dansk Erhverv haster det gevaldigt med at få vedtaget de rigtige regler, der sætter prop i de huller i lovgivningen, som bl.a. TEMU og mange andre onlinemarkedspladser udnytter. 

”Danske virksomheder rammes voldsomt af den her unfair konkurrence, som onlinemarkedspladserne står for, og det, vi hører, er, at det allerede koster arbejdspladser og kan betyde konkurser for danske virksomheder. Vi hører også fra vores kollegaer i de øvrige nordiske lande, at situationen er den samme der. Vi kan også med ret stor sikkerhed slå fast, at en stor del af prisforskellen mellem produkter på onlinemarkedspladser, og prisen på produkter i traditionelle virksomheder skyldes forskellen i udgifter til at tjekke lovlighed. Vi havde gerne set en melding fra EU-Kommissionen i dag, der lød, at virksomheder, der tjener penge på at få varer fra Kina og andre tredjelande til EU, selvfølgelig skal bære samme ansvar uanset, om de kalder sig en onlinemarkedsplads eller en importør. Hvis dette ikke snart sker, vil det efter vores opfattelse ødelægge det indre marked for forbrugerprodukter,” siger Betina Schiønning.  

Enigt erhvervsliv i hele Norden 
Det er ikke blot Dansk Erhverv, men en samlet nordisk alliance bestående af erhvervsorganisationer fra Sverige, Norge og Finland, der står sammen om kritikken af dagens udspil. 

”Problemerne med Temu og lignende markedspladser er ikke kun et dansk problem. Det er et problem over hele Europa. Derfor har vi også en nordisk alliance, som retter den helt samme kritik af udspillet i dag. Vi synes, det er vigtigt at sende et fælles signal, fordi det er alvorlige udfordringer på tværs af EU, vi oplever. Og vores klare fælles opfordring er, at EU-Kommissionen hurtigst muligt fremlægger lovgivningsforslag, som pålægger de her onlinemarkedspladser ansvar for de produkter, de formidler fra Kina og andre tredjelande. Klarere kan det ikke siges,” siger Betina Schiønning. 

De øvrige medlemmer af den nordiske alliance er: 

  • Svensk Handel (Swedish Commerce)  
  • Kaupan liitto (Finnish Commerce Federation) 
  • Virke (The Federation of Norwegian Enterprise)  
  • SVTH (Federation of Trade & Services in Iceland) 
     

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Presse

Jesper Ingemann

Pressekonsulent