;
Gemt

Her er visionen: Sådan kan Børsen se ud i fremtiden

22. februar 2025

Børssalen skal udvides. Der skal laves en storslået hovedindgang. Dragerne skal tilbage. Det er hovedingredienserne i visionen for den nye Børsen, der skal stå færdig i 2029. Her kan du blive klogere på planerne og se, hvem der skal føre dem ud i livet.

Hvordan skal Børsen se ud i fremtiden?

Det spørgsmål har stået ubesvaret, siden Christian D. 4’s ikoniske bygning i april 2024 brændte delvist ned, og Brian Mikkelsen udtalte de berømte ord: Børsen skal genopbygges. No matter what.

Nu kan spørgsmålet besvares.

Visionen for, hvordan Børsen skal se ud, er nemlig udarbejdet, og arkitektholdet, der skal forvandle planen til virkelighed, er udpeget.

”Det har på en trist baggrund været en rigtig god proces at finde frem til, hvordan vi ønsker, at Børsen skal se ud, og hvad den skal kunne i den nye version. Det synes jeg, at vi er kommet rigtig godt i mål med,” forklarer Brian Mikkelsen.

Inden vi starter rundturen, skal det siges, at det følgende som nævnt er vores vision for, hvordan Børsen skal se ud. Det er ikke sikkert, at det 1:1 bliver det endelige resultat, for vi skal stadig igennem en del processer, godkendelser hos Slots- og Kulturstyrelsen og så videre. 

Ny indgang og udvidet Børssal
Vi kommer ind via den nye hovedindgang, som bliver etableret ved rampen ud mod Christiansborg. Det var også her, at den oprindelige indgang til Børsen var, og hovedindgangen bliver igen det naturlige samlingspunkt. Gæsterne kan glæde sig til et fantastisk syn, når de træder ind gennem hovedindgangen, for Børsen bliver åbnet op, så man fra hovedindgangen kan se hele vejen gennem den langstrakte bygning.

 

Grafik: Stueetage (Merete Lind Mikkelsen)

Fra hovedindgangen træder man ind i Børsalen. Salen bliver udvidet og bygget uden søjler. Det bliver en enestående, lang og vid sal, der både skal rumme storslåethed og intimitet, forklarer Brian Mikkelsen:

 ”Det er her, at man for alvor kan mærke, at man står i Christian IVs eventyrlige bygning. Der vil være genkendelige detaljer fra den tidligere sal, men den vil også pege frem i tiden. Det bliver helt fantastisk. Det vil også betyde, at vi kan invitere flere gæster ind, men også give os mulighed for at dele salen op i mindre rum for at skabe mere intime oplevelser.”

Børsgangen tages i brug i 2025
På førstesalen vil der i forlængelse af Børssalen blive etableret kontorer og mødelokaler – det er planen, at denne del af bygningen, der blev beskadiget, men ikke brændte, kan tages i brug i 2025, forklarer Brian Mikkelsen:

”Det er ambitiøst, men realistisk. Det er vigtigt for vores medlemmer og vores medarbejdere at komme tilbage til Børsen. Det er en stor del af vores identitet, og det er der, hvor dansk erhvervsliv hører til.”

Grafik: 1. sal med Børssal (Merete Lind Mikkelsen)

Ny frokostrestaurant og lounge-område
I stueetagen bliver der lavet kontorer med direkte udgang til fortovet, og så vil der blive bygget en ny restaurant, hvor gæster af huset både kan nyde en frokost og rummets kunst.

På 2. salen bliver der skabt et stort lounge-område under spiret med udsigt udover byen. Der bliver også gjort plads til arbejdspladser og mødelokaler.

Grafik over 2. sal (Merete Lind Mikkelsen)

Nyt tag
Det udvendige arbejde vil i høj grad være en fortsættelse af det restaureringsarbejde, som var påbegyndt, da branden brød ud.

Det betyder, at murstenene på facaden udskiftes med kulbrændte røde mursten, hvilket vil give bygningen et mere autentisk og historisk korrekt udseende. Kobbertaget, der ligeledes var ved at blive skiftet, vil blive erstattet af nyt kobbertag. Det nye kobbertag, der var lagt, kan heldigvis genbruges. De knap 500 sandstensfigurer, der prydede facaden, vil blive lavet og opsat på ny.

”Vi fik i forbindelse med det store restaureringsarbejde udarbejdet præcise planer for, hvordan Børsen skulle se ud udefra for at vende tilbage til det oprindelige udtryk, og det er i høj grad disse planer, vi nu følger,” siger Brian Mikkelsen.

Udover hovedindgangen bliver der lavet yderligere en indgang til dagligdagsbrug i stueetagens østvendte gavl lige ud for Tietgenhus.

Foto: Den del af Børsen, der ikke brændte ned, men blev beskadiget, forventer Dansk Erhverv at kunne tage i brug i 2025 

Dragerne vender tilbage
Mange mennesker har gennem tiden passeret Børsen og kigget mod det ikoniske spir med de fire drager. Det vil de også kunne, når Børsen efter planen står færdig i 2029. Spiret genopføres nemlig, så det kommer til at ligne det, der blev lavet i 1776, forklarer Brian Mikkelsen:

”Spiret er helt særlig for Børsen, og derfor har det været et stort ønske at genopføre det. Heldigvis har vi rigtig god dokumentation for, hvordan det var designet, så det kommer til at ske.”

Rutinerede arkitekter skal føre planen ud i virkeligheden
Over det seneste halve år har en visionsgruppe med arkitekter, historikere og kunstrådgivere arbejdet intensivt for Dansk Erhverv med at udarbejde en vision for Børsbygningen. Opgaven består i at matche bygningens potentiale med dansk erhvervslivsbehov. Undervejs har en gruppe medarbejdere givet input, og visionen er præsenteret for bestyrelsen.

Det udvendige arbejde udføres af Leif Hansen Arkitekter, som har været fast arkitekt for Børsen i 17 år. Et fagligt udvalg har udpeget fem tegnestuer, der har været i spil til at stå for det indvendige arbejde.

Tegnestuerne, som alle har erfaring med fredede bygninger, fik til opgave at præsentere refleksioner over, hvordan Dansk Erhvervs vision kan gå fra vision til virkelighed. Ud fra disse præsentationer har Dansk Erhverv valgt, at VMB Arkitekter og Praksis Arkitekter skal stå for det indvendige arbejde.

”At genopbygge Børsen er en generationsopgave, og jeg er helt tryg ved det hold, vi har sat,” siger Brian Mikkelsen.

Genopførsel af Børsen

Kontakt

Økonomi & Finans, Facility og Børsen

Lars Daugaard Jepsen

Underdirektør
Genopførelse

Katrine Terkelsen Roelsgaard

Projektchef