;
Gemt

Registrering af en virksomhed i CVR-registret var nok til en bortvisning

DANSK ERHVERV | PERSONALE | 19. FEBRUAR 2025

En medarbejder, som var ansat i et vikar- og rekrutteringsbureau, blev bortvist, fordi han oprettede et rekrutteringsbureau, imens han var sygemeldt og i uopsagt stilling hos arbejdsgiveren. Byretten nåede frem til, at bortvisningen var berettiget. Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

images0eeu.png

Sagen kort
Medarbejderen var ansat som researcher hos et vikar- og rekrutteringsbureau.

Den 16. marts 2023 blev medarbejderen sygemeldt. Den 20. marts 2023 – fire dage efter sin sygemelding - registrerede medarbejderen et selskab med samme branchekode som arbejdsgiverens bibranchekode i CVR-registret. Den 5. april 2023 foretog medarbejderen endvidere en momsangivelse.

Ved en almindelig google-søgning fandt arbejdsgiveren ud af, at medarbejderen havde registreret selskabet under sin sygemelding, da selskabet fremgik på diverse hjemmesider, herunder på degulesider.dk under overskriften ”Vikarbureauer København Nv” og på 118.dk under overskriften ”Arbejdsformidlingskontorer HOVEDSTADEN”.

Medarbejderen havde ikke derudover foretaget sig noget aktivt i selskabet.

Som følge af ovenstående blev medarbejderen bortvist den 30. maj 2023. Spørgsmålet var herefter, om bortvisningen var berettiget.

Byrettens afgørelse
Byretten lagde til grund, at medarbejderen var sygemeldt og i uopsagt stilling, da han foretog registreringen af selskabet med samme branchekode som arbejdsgiverens bibranchekode. Det blev også lagt til grund, at medarbejderens selskab fremgik af diverse hjemmesider.

Selv om medarbejderen ikke foretog sig noget aktivt i selskabet, herunder oprette en bankkonto, udarbejde en forretningsplan, leje lokaler mv., kom dommeren frem til, at medarbejderen havde tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse i en sådan grad, at det berettigede til en bortvisning.  

Dansk Erhverv bemærker
Dommen illustrerer, at medarbejdere har en loyalitetspligt under ansættelsesforholdet, og at selve registreringen af et selskab i CVR-registret med samme branchekode som arbejdsgiverens bibranchekode kan udgøre et brud på loyalitetsforpligtelsen, der berettiger til en bortvisning. Dette gælder også, selvom medarbejderen ikke foretager sig noget aktivt i selskabet.

Det er vigtigt at bemærke, at sagen er afgjort på et konkret grundlag. Dansk Erhverv opfordrer således medlemmerne til at kontakte os for konkret rådgivning, hvis man overvejer at sanktionere en medarbejder på baggrund af et brud på loyalitetspligten.

Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Retten på Frederiksbergs dom af 2. januar 2025 i sag BS-47753/2023-FRB.

Personalejura