;
Gemt

Stigning i antallet af pendlere fra Sverige til Danmark – godt for dansk økonomi

10. februar 2025

Flere og flere pendler fra Sverige til Danmark, og det er godt nyt for dansk økonomi ifølge Dansk Erhvervs beregninger. Beregningerne sætter en tyk streg under fordelene ved en velintegreret Øresundsregion, lyder det fra branchedirektør for Dansk Erhverv Transport Jesper Kronborg. 

Flere og flere vælger at pendle fra Sverige til Danmark, og stigningen i antallet af pendlere er kort sagt godt nyt for økonomien.  

Det viser beregninger fra Dansk Erhverv om pendlernes bidrag til dansk økonomi. I andet kvartal 2024 pendlede 20.992 personer fra Sverige til Danmark for at arbejde. Det er en stigning på 21 procent sammenholdt med 2022. Og de mange pendlere leverer et solidt bidrag til dansk økonomi.

God forretning for Danmark
I 2023 bidrog de pendlere, der tog turen over fra Sverige over Øresund til Danmark, med 20 milliarder kroner til Danmarks BNP. I forhold til 2022 er det en stigning på 13 procent svarende til en stigning på 2 milliarder kroner. Så sagt kort: Jo flere, der tager turen over Øresund for at arbejde i Danmark, jo bedre for dansk økonomi. 

”Tallene taler deres tydelige sprog: Pendlere fra Sverige er en super god forretning for Danmark. Derfor er det meget positivt, at flere og flere personer, der er bosiddende i Sverige, vælger at tage turen over Øresund til Danmark for at arbejde. Beregningerne viser med al tydelighed, at det kan betale sig at fokusere på at øge integrationen i Øresundsregionen,” siger Jesper Kronborg, branchedirektør i Dansk Erhverv, og uddyber: 

”Tallene er samtidig en fortælling om et potentiale, der endnu ikke er helt forløst. Øresundsregionen har mere end 4 millioner indbyggere, og vi kan godt blive endnu bedre til at udnytte de muligheder, regionen giver.” 

”Den nye Øresundsaftale, som netop er trådt i kraft med årsskiftet, og som fjerner en del byder for virksomheder og pendlere, er et godt skridt på vejen mod at gøre det nemmere at arbejde på tværs af Øresund. Jeg håber, at der er politisk vilje til at følge de gode takter op med flere initiativer, der kommer Øresundsregionen til gavn – for eksempel ved at sikre en mere smidig mobilitet, så det bliver endnu mere attraktivt at pendle over Øresund,” afslutter Jesper Kronborg.

Flere pendler fra Sverige til Danmark til gavn for dansk økonomi

pdf

Download

Kontakt

Transport

Morten Lorentzen

Chefkonsulent