;
Gemt

Dansk Erhverv: Positivt at erhvervslivet indtænkes i beredskabsforlig

15. januar 2025

Ny beredskabsaftale er en god start, og der er behov for mere i fremtiden. Det er vigtigt, at erhvervslivet inddrages yderligere i beredskabsplanlægning og krisestyring, at cybersikkerhed kommer i fokus, samt at vi kommer i gang med tiltag, så vi bedre kan sikre den kritiske infrastruktur, mener Dansk Erhverv. 

Regeringen har sammen med Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre onsdag indgået et længe ventet forlig på beredskabsområdet. I første omgang for de næste to år.

Forliget styrker det statslige beredskab, og særligt Beredskabsstyrelsen, med blandt andet mere personel, men afsætter også midler til uddannelse og øvelser, der kan bidrage til at styrke det kommunale beredskab. Derudover kommer der lokalt adgang til mere materiel til at håndtere klimahændelser, ligesom den borgernære rådgivning og kommunikation styrkes.   

Dansk Erhverv mener, det er vigtigt, at der bliver afsat midler til cybersikkerhedsområdet, hvor især samfundskritiske sektorer ønsker mere offentlig-privat samarbejde og proaktiv kommunikation for så vidt angår implementeringen af bl.a. de nye cybersikkerhedsregler i NIS2-direktivet.

”Cybertruslen fylder mere og mere både politisk i Danmark og i Europa men især også for virksomhederne, der oplever angrebene på egen krop. Det er vigtigt at vide, hvad man gør, når uheldet er ude. Det skal man vide i en virksomhed såvel som på samfundsplan. Derfor er det også godt, at man i beredskabsaftalen er nået til enighed om at afsætte midler på det område. Men der skal gøres en særskilt indsats for at løfte niveauet i samfundskritiske sektorer såsom sundhed, finans, energi og telekommunikation, og der når vi næppe i mål med de midler, der er afsat,” siger Thomas Elkjer Nissen, Forsvars- og Beredskabspolitisk Chef i Dansk Erhverv.

Erhvervslivet inddrages
Forliget inddrager også erhvervslivets rolle i det samlede samfundsberedskab, da regeringen og aftalepartierne vil “nedsætte et forum for erhvervslivet og et forum for civilsamfundet, hvor relevante aktører kan drøfte, hvordan private virksomheder og civilsamfundet bedst muligt kan inddrages og bidrage til samfundssikkerhed og beredskab med deres særlige kompetencer og kapaciteter”.

“Dansk Erhverv ser meget positivt på, at regeringen indtænker det private erhvervsliv og civilsamfundsaktører i beredskabet og begynder at se på de muligheder, der ligger i offentlige-private samarbejder for at styrke samfundsberedskabet. Erhvervslivet har vist, at man er klar til at tage ansvar. Vi mener, at initiativer som Falcks ’Virksomhedsberedskabet’ og andre tiltag markant kan bidrage til samfundets robusthed, men der er behov for mere end fora, hvor det kan drøftes. Erhvervslivet bør også inddrages i beredskabsplanlægningen og i eventuel krisestyring,” siger Thomas Elkjer Nissen. 

Danmark oplever for tiden et trusselsbillede, hvor vores modstandsdygtighed bliver testet.

”I den situation, vi står i lige nu, er håndtering af for eksempel klimakriser og trusler mod vores infrastruktur ikke kun et spørgsmål om statens kapaciteter. Det er også et spørgsmål om samfundets generelle robusthed. Derfor bør der på lokalt plan være behov for andre aktører, der kan træde til indledningsvist, og her spiller erhvervslivet og civilsamfundsaktører en stor rolle,” siger Thomas Elkjer Nissen.

For yderligere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70228010.

Kontakt

Presse

Lars Ohlsen

Pressechef
Forsvar og Beredskab

Thomas Nissen

Fagchef for Forsvar & Beredskab