Gemt

Ny udgave af de frivillige bæredygtighedsstandarder for SMV’er (næsten) klar

14. januar 2025

EFRAG har lagt sidste hånd på de frivillige standarder for SMV’ers bæredygtighedsrapportering og sendt dem til EU-Kommissionen. Der er sket en forenkling af standarderne, som skal gøre ESG-arbejdet lettere for SMV’er. Få overblik her.

EFRAG har offentliggjort en opdateret version af de frivillige standarder til bæredygtighedsrapportering også omtalt som VSME (Voluntary reporting standard for SMEs).

Standarderne er udviklet af EFRAG til SMV’er, der ikke er direkte omfattet af CSRD, men oplever efterspørgsel for ESG-data fra store samarbejdspartnere og interessenter. VSME er et mindre omfattende alternativ til ESRS’erne, som er de standarder, virksomheder omfattet af CSRD skal rapportere efter.

Væsentlige ændringer

Den nye version af VSME er resultatet af en omfattende høring, hvor EFRAG i foråret 2024 fik input og feedback fra interessenter fra hele EU. Formålet har været at gøre standarden mere enkel og praktisk anvendelig. Modulerne er blandt andet blevet omstruktureret og reduceret fra tre til to, og kravet om dobbelt væsentlighedsanalyse er fjernet helt.

VSME giver virksomheder mulighed for fleksibilitet afhængigt af, hvor detaljeret de ønsker at rapportere.

Basismodulet (Basic Module) fokuserer på de mest essentielle rapporteringskrav. Det omfattende modul (Comprehensive Module) giver virksomhederne mulighed for at inkludere mere detaljerede oplysninger om forretningsmodel, politikker, indsatsområder og målsætninger.

Se den overordnede struktur for de to moduler nedenfor:

Den opdaterede version af VSME afventer EU-Kommissionens endelige godkendelse i starten af 2025. Dansk Erhverv følger udviklingen tæt og holder jer opdateret.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Marcus Nierhoff

CSR-konsulent