;
Gemt

Dansk Erhverv om ny rejseafgift til Københavns Lufthavn: Den forkerte vej at gå

28. marts 2025

En ny aftale mellem regeringen og Københavns Rådhus gør det 20 kroner dyrere at tage metro, tog eller bus til Københavns Lufthavn fra 2027. Det skal være med til at finansiere metroens udvidelse. Selvom mere metro gavner København, er en ny afgift ikke den rette måde at finansiere det på, mener Dansk Erhverv.

metro-tog

Allerede tilbage i december sidste år advarede Dansk Erhverv imod forslaget om en metroafgift og kaldte den for årets dårligste idé. Desværre ser idéen nu ud til at blive til virkelighed, og det vil få store konsekvenser både for turister, danskere og de mange svenskere, der benytter Københavns Lufthavn. 

Forslaget om den nye afgift er skadelig af flere grunde, mener Dansk Erhverv. 

"Det skader turismen og erhvervslivet. København risikerer at tabe gæster og konferencer til Sverige, hvor moms på hoteller og restauranter i forvejen er langt lavere. Og så rammer det almindelige danskere, fra hele landet, der bruger Københavns Lufthavn. Det bliver en stor ekstraudgift for en familie at skulle til lufthavnen," siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør for Turisme, Oplevelser & Kultur i Dansk Erhverv. 

Dansk Erhverv mener også, at afgiften er et tilbageslag i forhold til den grønne omstilling, da flere potentielt vil overveje at tage bil eller taxa, hvilket øger trængsel og CO₂-udledning.

Grundlæggende set er Danmark på vej i en helt forkert retning sammenlignet med vores naboer i Sverige, påpeger Lars Ramme Nielsen. 

"Den nye metroafgift lægger desuden en ekstra byrde oven i passagerafgiften og gør det dyrere at rejse til Danmark – præcis det modsatte af, hvad der skal til for at styrke dansk luftfart. Mens Sverige arbejder på at gøre Arlanda mere attraktiv ved at fjerne passagerafgiften og forbedre adgangen, går Danmark desværre den modsatte vej, til skade for både danskerne og erhvervslivet. I stedet for at lægge nye afgifter på offentlig transport bør vi styrke Københavns Lufthavn som et internationalt knudepunkt, der gavner turisme og erhvervsliv – ikke svække den med nye byrder."

I den nye lufthavnstakst på offentlig transport er det planen at pendlere og ansatte i og omkring Københavns Lufthavn skal undtages. Det er endnu et element der gør, at Dansk Erhverv forudser store unødige transaktionsomkostninger og bureaukrati i særskatten til lufthavnen.

Kontakt

Turisme, Oplevelser & Kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil