;
Gemt

DM i Erhvervscase 2025: HHX-elever i hele landet skal udvikle skarpe forretningsidéer til Davidsen

05. marts 2025

Hvordan kan en af landets største byggemarkedskæder styrke sin position i en tid med øget digitalisering og fokus på bæredygtighed? Det spørgsmål skal 10.000 HHX-elever fra hele landet forsøge at besvare, når de deltager i DM i Erhvervscase 2025. Årets casevirksomhed er Davidsen, og de dygtigste elevhold får mulighed for at præsentere deres løsninger i finalen til efteråret.

Fra ide til innovation
DM i Erhvervscase er en konkurrence, der bringer teori og praksis tættere sammen. Eleverne arbejder med virkelige problemstillinger og skal udvikle innovative forretningsstrategier, der kan skabe værdi for case-virksomheden. I år har Davidsen stillet eleverne over for en udfordring, der afspejler byggemarkedsbranchens aktuelle tendenser: Hvordan kan virksomheden tilpasse sig et marked i forandring, hvor både private- og erhvervskunder forventer nye løsninger og services?

En stærk case med rødder i dansk erhvervsliv
Davidsen er en byggemarkedskæde med en stærk tilstedeværelse i Danmark. Virksomheden har gennem mere end otte årtier skabt vækst ved at kombinere kvalitet, service og et bredt sortiment til både professionelle og private kunder. Men som alle andre i branchen står Davidsen over for nye krav og muligheder inden for digitalisering, bæredygtighed og kundeoplevelse – og det er netop her, eleverne skal komme med deres bud.

Administrerende direktør Henrik Clausen i Davidsen, ser frem til at mødet med de unge og høre deres pitches om virksomheden: ”Jeg er utrolig stolt af, at vi er valgt som årets case virksomhed til DM i Erhvervscase. Det er en unik mulighed for at vise HHX-eleverne lidt om den spændende verden, vi er i. Samtidig ser jeg meget frem til at høre mere om, hvilke idéer eleverne har til os. Jeg glæder mig til at se resultaterne, og jeg er ikke i tvivl om, at eleverne helt sikkert kan komme med noget nyt og brugbart til os.”

Uddannelseschef Claus Rosenkrands Olsen i Dansk Erhverv tilføjer: ”Vi pegede på Davidsen som virksomhedscase i år, fordi de repræsenterer en spændende og relevant forretningsmodel med både private og erhvervskunder. Deres stærke online købsmuligheder og fokus på bæredygtigt byggeri gør dem til en moderne og visionær virksomhed, der afspejler vigtige tendenser i branchen. Det giver deltagerne en unik mulighed for at arbejde med en aktuel og virkelighedsnær case.”

HHX – en gymnasieuddannelse med tæt kobling til erhvervslivet
DM i Erhvervscase er en konkurrence, der viser, hvordan hhx-uddannelsen klæder eleverne på til at analysere og udvikle løsninger for virkelige virksomheder. På hhx lærer eleverne at arbejde strategisk med områder som forretningsudvikling, bæredygtighed, økonomi og markedsføring, hvilket gør konkurrencen til et ideelt match med deres kompetencer.

Fra terminsprøve til finale
Den landsdækkende konkurrence for 2. g’erne starter på skolerne, hvor eleverne i grupper analyserer Davidsens forretningsmodel og identificerer potentielle forbedringsmuligheder. De bedste idéer går videre til regionsfinalerne, hvor et dommerpanel bestående af både undervisere og repræsentanter fra erhvervslivet udvælger finaleholdene.   

Finalen i DM i Erhvervscase afholdes d. 7. oktober 2025 på Axelborg i København, hvor de dygtigste elever får chancen for at overbevise dommerne om, at netop deres idéer kan være med til at forme fremtidens byggemarked.

Kontakt

Uddannelse

Tilde Sørensen

Uddannelseskonsulent