;
Gemt

Hvad er mulighederne for efterfølgende at ændre en udbudt kontrakt?

03. marts 2025

Ændringer i kontrakter er ofte nødvendige, men reglerne varierer. Erhvervsdrivende kan som regel justere aftaler frit, mens udbudte kontrakter er underlagt strikse begrænsninger. Her kræver større ændringer som udgangspunkt et nyt udbud. Læs mere om reglerne her.

Ofte viser det sig nødvendigt at ændre på en kontrakt efter aftaleindgåelsen. For aftaler mellem erhvervsdrivende er der f.eks. stor mulighed for at foretage de nødvendige ændringer, som parterne måtte ønske sig. Hvis der derimod er tale om en udbudt kontrakt, har parterne ikke fri adgang til at foretage ændringer. Her gælder det som udgangspunkt, at der ikke kan foretages grundlæggende ændringer af kontrakten – ellers kræver det gennemførelse af et nyt udbud.

Selv om behovet for at ændre på offentligt udbudte kontrakter ofte viser sig, når samarbejdet er begyndt, har parterne i en sådan kontrakt ikke fri adgang til at foretage ændringer af kontrakten. På trods af at mulighederne er begrænsede, rummer udbudsloven alligevel visse muligheder for at foretage ændringer.

Efter udbudsloven er det som udgangspunkt et krav, at der ikke foretages ændringer af kontraktens såkaldte ”grundlæggende elementer”. Sagt med andre ord; kontraktens centrale indhold eller karakter. Det betyder, at større eller mere gennemgribende ændringer af udbudte kontrakter som udgangspunkt ikke kan finde sted, og at der i stedet skal gennemføres et nyt udbud med de ønskede ændringer.

Hvad udgør ”grundlæggende elementer” af en kontrakt?
Udbudsloven definerer selv ”grundlæggende elementer”, som ændringer, der kan have påvirket potentielle virksomheders deltagelse i udbuddet eller fordrejet konkurrencen mellem de virksomheder, som deltog i konkurrencen om den udbudte kontrakt, hvis de havde fremgået af det oprindelige udbudsmateriale.

Udbudsloven opstiller i den forbindelse en række situationer, hvor der altid vil være tale om ændring af grundlæggende elementer. Det er tilfældet, når:

  1. ordregiveren indfører betingelser, som ville have givet adgang for andre ansøgere end de oprindelig udvalgte eller givet mulighed for at acceptere et andet tilbud end det oprindelig accepterede eller ville have tiltrukket yderligere deltagere i udbudsproceduren,
  2. kontraktens eller rammeaftalens økonomiske balance ændres til leverandørens fordel på en måde, som den oprindelige kontrakt eller rammeaftale ikke gav mulighed for,
  3. ændringen medfører en betydelig udvidelse af kontraktens eller rammeaftalens anvendelsesområde eller
  4. en ny leverandør erstatter den, som ordregiveren oprindelig havde tildelt kontrakten.

Bemærk, at disse punkter ikke er udtømmende, og at der herudover også findes andre situationer, hvor der kan være tale om ændring af grundlæggende elementer.

Ændringsbestemmelser i udbudsloven
Selv om der i en konkret situation måtte være tale om en ændring af en kontrakts grundlæggende elementer, opstiller udbudsloven en række undtagelsesbestemmelser, der – inden for visse rammer – alligevel gør det muligt at foretage ændringer. Disse bestemmelser findes i udbudslovens §§ 179-184.

Som følge af udbudslovens § 179 vil en ændring af en kontrakt foretaget efter en ændringsklausul i selv kontrakten kunne foretages, hvis klausulen er klar, præcis og entydig. Det betyder, at ændringsklausulen ikke må medføre tvivl om, hvornår og hvordan den finder anvendelse. Ændringer foretaget i medfør af en sådan ændringsklausul anses ikke som ændring af grundlæggende elementer.

Efter udbudslovens § 180 betragtes ændringer af en kontrakt ikke som ændringer af grundlæggende elementer, når ændringernes værdi samtidig er lavere end den relevante tærskelværdi og 10 % af den oprindelige kontraktværdi (15 % hvis der er tale om bygge-/anlægsopgaver). Samtidig er det et krav, at der ikke foretages ændring af kontraktens overordnede karakter.

Supplerende bygge- og anlægsarbejder, tjenesteydelser eller vareleverancer fra den oprindelige leverandør anses efter udbudslovens § 181 ikke som ændringer af grundlæggende elementer i kontrakten, når ændringerne er nødvendige for at gennemføre kontrakten, og når anvendelse af en anden leverandør ikke er mulig af økonomiske eller tekniske årsager og vil forårsage betydelige problemer eller en væsentlig forøgelse af ordregiverens omkostninger. Værdien af supplerende leverancer må dog ikke overstige 50 pct. af værdien af den oprindelige kontrakt.

Udskiftning af den oprindelige leverandør anses efter udbudslovens § 182 heller ikke som en ændring af grundlæggende elementer i kontrakten, når udskiftningen enten sker som følge af:

  1. en klar, præcis og entydig ændringsklausul eller -mulighed efter § 179, eller
  2. hel eller delvis indtrædelse i den oprindelige leverandørs rettigheder som følge af den oprindelige leverandørs omstrukturering – f.eks. i form af overtagelser, fusioner, erhvervelser eller insolvens, når de oprindelige kriterier for kvalitativ udvælgelse opfyldes, og når udskiftningen ikke medfører andre grundlæggende ændringer af kontrakten og ikke har til formål at omgå anvendelsen af udbudsloven.

I medfør af udbudslovens § 183 anses en ændring ikke for grundlæggende, når behovet for ændringen ikke har kunnet forudses af en påpasselig ordregiver, og når kontraktens overordnede karakter ikke ændres. Værdien af ændringen må dog ikke overstiger 50 pct. af værdien af den oprindelige kontrakt.

Kontakt

Offentlig-Privat Samarbejde

Christian Lund Hansen

Fagchef for udbudsret