;
Gemt

Nye tal om Temu vækker glæde og en løftet pegefinger: Det må ikke blive en sovepude!

27. marts 2025

De danske forbrugere dropper i stigende grad at handle hos kinesiske platforme som Temu. Det glæder Dansk Erhvervs e-handelsdirektør Niels Ralund. Han advarer dog om at tro, at Temu og lignende kinesiske koncepter nu forsvinder - de lovmæssige huller er nemlig endnu ikke blevet lukket.

Temu har siden ankomsten på det danske marked haft voldsomt vokseværk og er på rekordtid blevet den 3. mest anvendte netbutik i Danmark.

Men nu er udviklingen vendt.

Dansk Erhvervs nye analyse af forbrugernes brug af kinesiske platforme viser, at andelen af danskere, der ikke længere handler hos Temu er steget fra 14 procent i maj 2024 til 24 procent i februar 2025. Andelen, der handler månedligt på Temu, er i samme periode faldet fra 42 procent til 30 procent.

”Jeg ved, hvor meget Temu bekymrer de danske virksomheder, og derfor er jeg glad for, at vi nu ser, at forbrugerne ifølge analysen begynder at vender ryggen til Temu,” siger e-handelsdirektør i Dansk Erhverv Niels Ralund.

”Du kan ikke få vedvarende succes med det tal”
Lars Hedal er adm. direktør i e-handelsbureauet Hesehus, der hjælper flere af de største danske netbutikker. Han har fulgt Temus fremfærd tæt og er ikke overrasket over tallene i den nye analyse. Tegnene har været der i et stykke tid, forklarer han og peger på, at Temu blot fik en NPS-score på 1 i Dansk Erhvervs E-handelsanalyse 2024:

”Du kan simpelthen ikke få vedvarende succes med det tal. For det betyder, at kunderne ikke vender tilbage, og de anbefaler heller ikke andre at handle der. Så på et tidspunkt går det den anden vej.”

Den vurdering er Torben Lyse Nielsen, Head of Digital Growth i s360, enig i. Han henviser til, at Temus anmeldelser på Trustpilot er blevet markant dårligere – selvom de stadig har mange femstjernede anmeldelser.

En anden forklaring på Temus tomgang kan findes ved at dykke ned i Googles data. Det viser, at antallet af annoncevisninger for Temu er faldet siden 2024. Det samme gør sig gældende for antallet af søgninger på Temu, forklarer Torben Lyse Nielsen:

”Mange har tænkt, at det ikke kunne være holdbart i længden at fortsætte med samme intensitet på deres annoncering. Nu ser vi rent faktisk, at der er en tilbagegang i deres synlighed på den betalte del af Google, og at der generelt er en tilbagegang i deres visningsandele på Google.”

Graf: s360

Temu-graf

Det gælder dog ikke på for alle kategorier, uddyber han:  

”Eksempelvis er hverdagsartikler og hobby-artikler fortsat udsat for et meget aggressivt-annonceringstryk på Google.”

Må ikke blive en sovepude
Selvom andelen af danskere, der handler på Temu, falder, så er den dog stadig stor, og derfor må analysen ikke blive en til en sovepude for politikerne, advarer Niels Ralund. Udfordringen med de kinesiske platforme handler nemlig ikke om de enkelte virksomheder, men om nogle grundlæggende udfordringer med mangel på ens vilkår for danske og kinesiske virksomheder.

”Dem skal vi have løst politisk – ellers vil vi løbende se kinesiske virksomheder, der udnytter hullerne i lovgivningen, og det rammer de danske virksomheder hårdt. Det arbejder vi ufortrødent videre for, mens vi glæder os over tilbagegangen,” siger han.

Log ind og hent analysen

 

 

 

Månedsanalyse: Februar 2025: Kinesiske online platforme

pdf

Download

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent