;
Gemt

Skatteministeren foreslår løsning på manglende afgiftsrefusion til elbilsejere – Dansk Erhverv er meget positiv

17. marts 2025

Skatteminister Rasmus Stoklund vil arbejde på en løsning på den nuværende situation, hvor elbilsejere, der selv producerer grøn strøm via solceller, ikke modtager afgiftsrefusion. I en pressemeddelelse fra Skatteministeriet fremgår det, at en ny ordning skal sikre en mere effektiv refusion og samtidig fremme den grønne omstilling i Danmark.

Dansk Erhverv ser meget positivt på, at skatteministeren tager ansvar for at rette op på situationen. Løsningen vil ikke kun hjælpe elbilsejere, men også bidrage til den grønne omstilling ved at gøre elbiler mere attraktive for både private og erhvervslivet.

Det er vigtigt at have de rette incitamenter til at fremme omstillingen til elbiler og en optimeret ladeinfrastruktur. Uden gode incitamenter til at vælge elbilen, når vi ikke i mål med omstillingen af personbilflåden. Derfor ser Dansk Erhverv frem til et tæt samarbejde med myndighederne omkring den foreslåede løsning.

Den konkrete løsning, som skatteministeren foreslår, er en såkaldt ”bimålerordning”, hvor elforbruget på ladestanderen opgøres separat fra husholdningens øvrige elforbrug, og dermed kan det dokumenteres, om der er betalt elafgift af strømmen.

Dansk Erhverv opfordrer skatteministeren til, at forhandlingerne med Folketingets partier igangsættes hurtigst muligt, så elbilisterne forhåbentlig snart kan få gavn af en mere stabil og effektiv afgiftsordning, der understøtter Danmarks klimamål.

Dansk Erhverv er netop i starten af marts 2025 udkommet med et nyt udspil om ladestandermarkedet. I udspillet opfordrede Dansk Erhverv også til, at samspilsproblemet mellem solceller og elbiler blev løst, og at afgiftsrefusionen for el brugt til hjemmeopladning blev givet direkte til husstanden.

Læs mere i vores udspil: Sæt grøn strøm til personbilen

Kontakt

Skat

Fie Møller Jensen

Skattepolitisk chefkonsulent