;
Gemt

Virksomheden Milestones nye AI-samarbejde placerer Danmark i den internationale liga

18. marts 2025

Danske Milestone har netop løftet sløret for et unikt samarbejde med chip-giganten NVIDIA. Det er en fantastisk international nyhed, lyder det fra Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen.

image5qisi.png

En decideret international nyhed, der giver genlyd i tech-verdenen. Og en fantastisk en af slagsen.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen her til aften, hvor danske Milestone efter flere års arbejde har løftet sløret for et unikt samarbejde med chip-giganten NVIDIA, et af verdens største børsselskaber.

Sammen med NVIDIA har Milestone udviklet en platform med data til udvikling af fremtidens AI-modeller.

"Med ’Projekt Hafnia’ kommer Milestone til at placere Danmark stærkt i forhold til at blive en del af den internationale liga inden for kunstig intelligens. Det kan vi godt være stolte af, for det betyder, at vi har virksomheder, der kan være med helt fremme, når det handler om udvikling af fremtidige visuelle AI-modeller til alt lige fra styring af trafik, sikkerhed og produktion til robotter og selvkørende biler,” siger Brian Mikkelsen.

Ved at udnytte NVIDIA’s kraftfulde teknologi – ligesom Danmark gør med supercomputeren Gefion - sigter Milestone mod at blive den førende platform for dem, der ejer lovligt indsamlet videodata - det være sig byer, virksomheder og myndigheder. Her skal man kunne dele, udnytte og udvikle sin egen data - et bibliotek, hvor softwareudviklere fra hele verden også skal kunne få adgang til anonymiseret data.

”Med samarbejdet, som blev annonceret tirsdag aften på verdens største AI-konference i Californien, tager Milestone og dansk erhvervsliv et stort skridt i den hastige udvikling inden for kunstig intelligens og brugen af videodata. Med Milestones ’Projekt Hafnia’ kommer arbejdet vel at mærke til at ske baseret på værdier om ansvarlig brug af data, og det er der brug for netop i den tid, vi lever i. Det viser, at vi i Danmark og Europa kan være med til at vise en ny vej, hvor tårnhøje ambitioner og teknologioptimisme ikke sker på bekostning af ansvarlighed,” lyder det fra Brian Mikkelsen, som uddyber:

”I en tid, hvor Europas udfordringer i konkurrencen om udviklingen af digitale teknologier står tydeligt frem, er det i det store billede en virkelig god nyhed for Europas konkurrenceevne, at en dansk virksomhed som Milestone er med helt fremme på den globale scene. Det er stort set umuligt at lave den slags udviklingsarbejde uden en hardware-kæmpe som NVIDIA, men det viser, at de også ser potentiale i et samarbejde med en dansk virksomhed – og at vi kan være med i forhold til software-udvikling og data. Nu skal vi sikre, at Danmark og Europa kommer til at udnytte det fulde potentiale. For det er den her slags, der skal til for, at vi i Danmark og Europa går fra at være forbrugere af AI til også at spille en central rolle som udviklere og innovatører.”

Kontakt

Digitalisering, Teknologi, Tele & Tværgående Koordination

Nikolaj Juncher Wædegaard

Underdirektør
Medarbejderprofil