Gemt

Dansk Erhverv foreslår massiv investering i kunstig intelligens

Et nyt forslag fra Dansk Erhverv lægger op til massive offentlige og private investeringer i kunstig intelligens, AI. Det økonomiske potentiale er enormt, siger direktør Brian Mikkelsen

Nyhed

Pressemeddelelse 7. maj 2019

Kunstig intelligens eller AI har længe været populært i science fiction-genren. Men teknologien har også et stort økonomisk potentiale, og Danmark kan høste store gevinster, hvis der investeres rigtigt. Derfor forslå Dansk Erhverv, at den kommende regering opretter en AI-fond, som tilføres 400 mio. kroner om året i perioden 2020 til 2035 – i alt 6,4 mia. kroner. Hvis det private bidrager til at medfinansiere projekter i et tilsvarende omfang, og investerer det samme, vil fonden blive tilført over 12 mia. kroner i årene. 

”Danmark er et af verdens mest digitale samfund, men vi må erkende, at vi halter bagud på AI. Det er vigtigt, at vi får sat skub i investeringerne, for vi har alle muligheder for at ligge i front på området,” siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen. 

Mange danske virksomheder arbejder allerede med området, og det er de gode kræfter, der skal bygges videre på.  Samtidig har regeringen også afsat flere penge til området. 

”Jeg hilser regeringens fokus på området velkomment. Men jeg vil understrege, at der skal mere til. Tænkt hvis Danmark bliver førende i forhold til teknologien bag selvkørende biler eller til diagnosticering af sygdomme gennem kunstig intelligens. Der er så mange muligheder i denne teknologi, hvis vi griber dem,” siger Brian Mikkelsen. 

Dansk Erhverv sætter på organisationens årsdag 8. maj fokus på digitalisering og teknologi i Øksnehallen, hvor politikere, meningsdannere og erhvervsfolk diskuterer, hvordan Danmark bedst ruster sig til den digitale fremtid.