; ;

Betaling af bidrag

Her får du et overblik over hvilke medarbejdere jeres virksomhed skal betale bidrag for, og hvad bidragssatsen er.

Guide

DA-Barsel

Virksomheden skal som udgangspunkt betale bidrag for samtlige af dine medarbejdere over 18 år. Virksomheden skal ikke betale bidrag for:

  • Unge under 18 år, med mindre der indgås frivillig aftale.
  • Elever/lærlinge under 25 år, med mindre der indgås frivillig aftale.
  • Ejere med minimum 50 pct. ejerandel og administrerende direktører.
  • Medarbejdere, der er beskæftiget med mindre end 9 timer ugentligt. Oplysninger om disse medarbejdere skal dog fortsat indberettes.

Også ikke-overenskomstansatte medarbejdere er som udgangspunkt omfattet af DA-Barsel. Ønsker du, at disse medarbejdere i stedet skal være omfattet af Barsel.dk, skal du kontakte Dansk Erhverv.

Bidragssatsen udgør 1.200 kr. pr. fuldtidsansat pr. år fra 1. januar 2023. Virksomheden skal indberette antallet af fuldtidsansatte til DA-Barsel. Dette kan ske enten manuelt eller gennem et lønbureau. DA-Barsel opkræver herefter bidraget kvartalsvist.


Barsel.dk

Virksomheden skal som udgangspunkt betale bidrag for samtlige af dine medarbejdere over 16 år, som arbejder mindst 9 timer om ugen. Virksomhedens administrerende direktør er også omfattet af ordningen. Virksomheden skal ikke betale bidrag for elever og lærlinge under 25 år.

Bidragssatsen udgør 1.300 kr. pr. fuldtidsansat pr. år fra 1. januar 2023. Bidraget opkræves automatisk via Samlet Betaling sammen med øvrige arbejdsgiverbidrag. Du får opkrævningen via digital post. Bidrag opkræves kvartalsvis og skal betales ved kvartalets afslutning.

 

Andre relaterede guides i temaet