; ;
Gemt

Springende tigere kan løbe eksporten op i fart

GN indgår i samarbejder med udenlandske kæmpevirksomheder for at komme ind på nye markeder – det har gentagne gange skabt tigerspring ind på nye, lukrative markeder. Og netop relationen til mastodonterne i erhvervslivet fremhæver den adm. direktør, René Svendsen-Tune, som afgørende for, at GN kommer godt ud på den anden side af corona-krisen – trods en ekstraordinær krise i verdenssamfundet.

Nyhed

08. september 2020

Apple, Amazon, Redbull, MicrosoftGoogle og så ellers derudaf. GN samarbejder med mange virksomheder og i forskellige økosystemer. Det er en arv, som går helt tilbage til C.F. Tietgen, der grundlagde virksomheden for ca. 150 år siden. Tietgen overtalte Kong Christian IX til at bruge sine diplomatiske forbindelser til at lade GN føre telegrafkabler gennem Rusland og til Kina. GN var ikke den første på telegrafmarkedet, men den første til at skabe kontakt mellem Østen og Vesten. Og det lykkedes gennem innovation, diplomati og samarbejde. 

I dag er GN en verdensleder inden for headset og video-kommunikationsløsninger til virksomheder og private samt avancerede høreapparater. GN’s adm. direktør, René Svendsen-Tune, er stadig bevidst om – på grund af historien – at det er svært for en dansk virksomhed at skabe et marked egenhændigt ud af ingenting. Til gengæld er danske virksomheder gode til at spille ind på et spirende eller eksisterende marked – og netop dét er kimen til en række af de samarbejder og relationer, som René Svendsen-Tune fremhæver som vigtige efter krisen. 

(Administerende direktør i GN, René Svendsen-Tune, med en buste af grundlæggeren C.F. Tietgen)

 ”For tre-fire år siden var hovedtelefoner hovedsageligt noget, man havde henover øret. Sådan var markedet. Men vi fandt ud af at fremstille de her små earbuds, man stikker ind i øret. Vi lancerede et produkt i 2016. Vi var meget tidligt ude med den teknologi på markedet, og volumen var begrænset. Men vi fik gode reaktioner fra kunderne. Så vi udviklede et produkt mere, som vi lancerede i foråret 2017 – stort set samtidigt med Apples lancering af AirPods,” fortæller direktøren med næsten 27 års erfaring fra topledelsesstillinger og fortsætter:  

Før Apple havde vi en høj markedsandel. Med Apples indtog faldt vores markedsandel markant. Men vores volumen steg enormt. Vi fremstillede nemlig nogle fremragende trådløse earbuds, men vi kunne ikke udvikle markedet på egen hånd. Det kunne Apple. I dag udgør earbuds 80 procent af det samlede marked for høretelefoner – både dem over og i øret. Vi havde brug for, at der var en stor spiller, der kunne flytte det her marked. Men havde vi ikke udviklet teknologien i 2016, havde vi ikke været dygtige nok, da Apple kom på banen. Det kræver jo et ’gamble’.

Stækket eksportevne 
Danmark har en unik styrkeposition inden for høreapparater, og verdens største høreapparatindustri er samlet i hovedstadsområdet. Branchen er domineret af tre store virksomheder: GN Hearing, WS Audiology og Demant. De tre virksomheder er arbejdsgiver til 4.273 ansatte i Danmark og adskillige afledte job i en dansk underskov af leverandører. Tilsammen bidrager de tre virksomheder med en værdi til Danmark på mere end 7,5 milliarder kroner årligt, som kommer til udtryk i lønninger, indkøb, skattebetalinger og geninvesteringer af profit. 

Men corona-krisen har haft og har fortsat store økonomiske omkostninger, som har ramt høreapparatsbranchen særligt hårdt, fordi kunderne ofte er ældre mennesker, der er i højrisiko, hvis de skulle blive smittede. En medlemssurvey fra Dansk Erhverv fra juni viser, at danske eksportvirksomheder i snit har mistet 31 procent af eksporten. Dansk Erhverv forventer, at tendensen fortsætter. 

GN’s eksportudfordring er desuden, at de globale logistiksystemer endnu er stærkt påvirket. Det er svært at få ting ind og ud af lande. corona-krisen har gjort toldgrænsen besværlig og skabt dyrere fragtrater, fordi de varer, der normalt bliver flyttet i bugen af passagerfly, står bomstille. På spørgsmålet om, hvordan verden får gang i eksporten igen, er René Svendsen-Tune ikke i tvivl: 

”Vi skal kunne komme derhen, hvor efterspørgslen er. For os betyder det, at vi skal tilbage til USA og Asien, hvor der er massiv efterspørgsel. Og så skal der gøres noget ved logistikken. Nogle passagerfly er allerede konverteret til fragt, men der skal gøres mere.”

(René Svendsen-Tune i GN's lydlaboratorie i Ballerup med GN's nyeste earbud.) 

Et teknologisk tigerspring 
Som følge af, at Danmark og resten af verden har oplevet et digitalt gennembrud over de sidste måneder, er GN’s salg af kommunikationsudstyr til hjemmekontoret accelereret på en måde, som hverken René Svendsen-Tune eller GN har set før. GN’s samarbejdspartnere kunne også melde om et boom: Fra slutningen af februar til april var der eksempelvis tyve gange flere brugere på Zoom, og dobbelt så mange brugere som normalt på Microsoft Teams. 

”Den teknologiske sektor har taget et tigerspring under krisen. I vores virksomhed er strategien at melde os ind i økosystemer, drevet af store techgiganter, hvor vi kan levere kommunikationsudstyr. Sådan kommer vi bedst gennem krisen.” 

Fortsætter den digitale udvikling efter corona-krisen? 

”Ikke i samme grad. Men de ting, som vi har set fungere, er der jo ingen grund til at rulle tilbage. Der er ingen grund til at samle 100 partnere på et hotel i London hver sjette måned, når vi har fundet ud af, at vi kan mødes online. Vi skal nok komme til at rejse til London igen, men ikke med samme frekvens. Og kommer medarbejdere til at arbejde hjemme to dage om ugen? Måske. Det er sandsynligt, hvis det fungerer godt,” fortæller René Svendsen-Tune, der selv arbejdede fra køkkenbordet i hjemmet i Klampenborg fra marts til april. 

(René Svendsen-Tune blandt de stole fra GN's kantine, der var nedlagt under corona-krisen)

Eksplosion i salg af headsets 
I løbet af en uge til fjorten dage, hvor Kina blev ramt, gik GN fra normal til ingen produktion. Produktionen var dog i gang igen allerede den første april. Men det var ikke slutningen på problemerne for det ene ben af GN, GN Hearing, der fremstiller høreapparater. ”Den klassiske høreapparatsbruger er 80 år og mand. Og han går ingen steder under en pandemi. Derfor lukkede høreapparatsklinikker ned verden over, hvilket var et problem for os og vores kollegaer. Det hele gik i stå med meget kraftigt fald i omsætning.” 

Men i takt med, at flere medarbejdere blev hjemsendt og etablerede hjemmekontorer, så steg behovet for den anden del af GN’s forretning, GN Audios kerneprodukt, kommunikationsudstyr. 

”Der var en eksplosion i salget af videokameraer og headsets. Vi oplevede en helt ekstraordinær vækst i efterspørgslen, som vi fik betydelige udfordringer med at imødekomme,” fortæller René Svendsen- Tune og konkluderer: 

”På den måde gik den ene del af GN i sort, mens den anden del var drevet af at levere.” 

Nye arbejdsgange 
Samme aften, som Mette Frederiksen gik på talerstolen for at lukke Danmark, sendte GN alle danske medarbejdere hjem. De tomme kontorstole i hovedkvarteret i Ballerup har blandt andet betydet, at GN har måttet ansætte og onboarde folk, som de aldrig har mødt fysisk, og ændre planerne for en stor produktlancering med udstilling i USA, der i stedet blev til en digital lancering. 

”Tusindvis af partnere, kunder og distributører verden over fulgte med i vores digitale lancering – vi fik sågar større gennemslag i pressen, end vi nogensinde har haft,” siger René Svendsen-Tune og fortsætter:  

”Det er ikke sådan, at jeg forestiller mig, at vi nu kun skal arbejde digitalt. For der er faktisk produktivitet ved, at folk mødes nede ved kaffemaskinen. Men vi har fundet ud af, hvor produktiv man kan være på distancen.” 

Næste bølge 
Topdirektøren for GN er kun alt for klar over, at efteråret byder på en risiko for anden bølge af COVID-19, og at denne kunne indebære en ny nedlukning af produktionsapparatet og logistikken globalt. ”De problemer er endnu ikke løst,” som han siger og påpeger, at man endnikke har en global løsning, hvor dansk erhvervsliv ikke bliver påvirket, og derfor skal danske virksomheder forberede sig: 

”Når jeg kigger hen over landskabet og taler med mine kollegaer i dansk erhvervsliv – så kigger alle på deres kapitalberedskab. De vil ikke løbe tør for penge, så de slår sig i hovedet med en masse spørgsmål: Har man den funding, man skal bruge? Har man balanceret cashforbrug og investeringsaktivitet med ens fundingkilder? Hvad sker der med produktionskapaciteten? Hvad sker der med den globale logistik? Og hvordan kommer man med på den digitale acceleration? Virksomhederne skal have svarene klar, når næste bølge kommer – og det gør den jo nok.”