Vi støtter Global Compact

Dansk Erhverv har siden 2009 tilsluttet sig FN’s Global Compacts 10 principper for ansvarlig virksomhedsdrift inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption. Vores engagement i bæredygtighed og samfundsansvar fortsætter med at være en kerneværdi i vores arbejde.

Dansk Erhvervs direktion har det overordnede ansvar for implementering af Dansk Erhvervs CSR-politik. Direktionen foretager løbende en status på de eksisterende CSR-initiativer og definerer nye indsatsområder for at sikre en relevant og kontinuerlig indsats. Vores fremskridt og aktiviteter dokumenteres i vores ‘Communication on Engagement’-rapport til FN’s Global Compact.

Anti-korruption

Dansk Erhverv har en nul-tolerance politik over for korruption og korrupt adfærd. Vores anti-korruptionspolitik bidrager til, at vi agerer og handler som en samfundsansvarlig erhvervsorganisation, der driver forretning med etik og integritet. Politikken omfatter alle medarbejdere, ledere, direktionen og bestyrelsen og er en vigtig del af vores indsats for at fremme tillid, fair konkurrence og transparens.

Vi accepterer ikke misbrug af betroet magt for egen vindings skyld, herunder bestikkelse, svig og misbrug af intern viden. Medarbejdere har pligt til at orientere nærmeste leder ved mistanke om overtrædelser, og indberetninger kan ske via vores whistleblowerordning, som sikrer anonymitet og fortrolighed. Læs mere om vores anti-korruptionspolitik her.

 

Dansk Erhvervs whistleblower-ordning

I Dansk Erhverv ønsker vi at sikre de bedste mulige forudsætninger for at opdage eventuelle alvorlige uregelmæssigheder så hurtig som muligt. Vores interne whistleblowerordning skal være med til at sikre en tryg, anonym og fortrolig håndtering af eventuelle (lov)overtrædelse og alvorlige uregelmæssigheder for mere end 370 ansatte.

Via en særlig platform kan medarbejdere i Dansk Erhverv, direktionen, bestyrelsesmedlemmer og lejere på Børsen indberette oplysninger om strafbare forhold, grove eller gentagne overtrædelser af lovgivning, væsentlige interne retningslinjer, grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen som eksempelvis grov chikane, herunder af seksuel karakter begået af medarbejdere, direktionen, bestyrelsen og andre udvalg i Dansk Erhverv.

Dansk Erhverv og Etisk Handel Danmark

I mere end 15 år har Dansk Erhverv været medlem af Etisk Handel Danmark. I 2008 var Dansk Erhverv med til at stifte organisationen, der i sit daglige virke arbejder for at sikre en etisk forsvarlig handel og produktion i danske virksomheders leverandørkæder. Etisk Handel Danmark samler virksomheder, offentlige myndigheder, fagbevægelse og civilsamfundsorganisationer til i fællesskab at arbejde med etisk handel, ansvarlige værdikæder og finde løsninger på danske virksomheders og organisationers udfordringer i de globale værdikæder. Dansk Erhverv har igennem Etisk Handel Danmark været engageret i flere projekter, udvikling af værktøjer, analyser, konferencer og politiske dagsordener – med fokus på at belyse centrale problemstillinger inden for ansvarlig import og leverandørkædestyring. Dansk Erhverv er repræsenteret i Etisk Handel Danmarks bestyrelse og indgår i formandskabet.